Kanonløb på Lunden
Femstjernede præstationer i samtlige V5-løb på Lunden.
Som lillebror til Derbyvinderen Magic Sisa har der altid været store forventninger til Gitte Madsen-trænede Picasso Sisa (Super Arnie), der desværre svigtede med galop i Dansk Trav Kriterium i fjor, men sigtet er nu i stedet indstillet mod Derbyet – og at dømme efter dagens præstation er “Picasso’en” helt sikker på en startplads i løbet om det blå bånd.
Fra startspor ni satsede Birger Jørgensen offensivt ned ad første langside, hvor Picassso Sisa blev sendt frem og hurtigt overtog føringen. Dermed var løbet reelt afgjort og sejren blev meget let i tiden 1.15,8a/2000 meter foran More Than Enough og Opal Svensstrup.
Picasso Sisa
I det efterfølgende løb var der fuld knald på hele vejen og Morten Juul-trænede Zippe Chip (Pine Chip)(øverste foto) med Rene Kjær i sulkyen sejrede efter føring fra start til mål i fremragende 1.12,1a/1600 meter – årets hurtigste vindertid på Lunden og en rekordforbedring på 2,8 sek. for den svenskfødte hest!
Nanok Djuhm kom tæt på til slut i samme tid som vinderen, mens I Pitstop tog tredjepladsen i 12,3.
Arvid Olsen har fået en fantastisk reklamehest i Osbourne, der vandt sin syvende sejr på stribe efter en ny fornem præstation.
Da startvognen slap feltet fløj Osbourne til spids i hård kamp med Marino T H, der dog hurtigt blev bakket ned i ryg. 500 meter gik efter 1.15,9 og samtidig kom Singularity Hanover flyvende for Birger Jørgensen, som pressede stenhårdt på Osbourne, men endnu engang svarede Great Challenger-sønnen spidsen.
Kilometeren blev passeret efter 1.15,5 og til slut kunne kun Nice Prince Casmik følge Osbourne, men den rullede over i galop midt på opløbet og så blev sejren ganske overlegen i tiden 1.14,7a/2000 meter foran Laks E C og Bozz Merett.
Osbourne
V5 blev indledt med en outsidersejr til Anders Pedersen bag Pronto (Legendary Lover K), der gik et kanonløb med tredje spor i hele sidste omgang.
Favoritten Power Knight var toneangivende undervejs, men måtte til slut bøje sig for Pronto, der sejrede i tiden 1.16,3a/2000 meter. Tredjepladsen til stabile Pyrus Ringhøj.
Pronto
Golden Cup-løbet fik en flot vinder i News Of Hanke (Muscles Yankee) med Steen Juul, som kørte til spids efter ca. 700 meter og siden beherskede løbet til sikker sejr i tiden 1.14,2a/2000 meter foran Ørjan Palema og Xray Hornline.
News Of Hanke
Det var anden dagssejr til Steen Juul og den tyske storhesteejer Jürgen Hanke, som også har opdrættet og ejer vinderen af 2. løb, Dubai World Cup (Incredible Hulk), som i fjerde forsøg tog karrierens første sejr i tiden 1.17,1a/2000 meter.
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 8 | Pronto | Anders Pedersen | 18,06 | 223 | – |
2 | 9 | Picasso Sisa | Birger Jørgensen | 2,28 | 249 | 7 |
3 | 6 | Zippe Chip | Rene Kjær | 10,69 | 1390 | – |
4 | 5 | Osbourne | Arvid Olsen | 1,30 | 1424 | – |
5 | 8 | News Of Hanke | Steen Juul | 7,37 | 1937 | – |
![]() |
Gevinst:
1.937 kroner til 33 rækker med fem rigtige
Jörgen Sjunnesson vandt 1. løb med Michael Lønborg-trænede Ekets Gentleman (Rite On Line), der fik spids ud af første sving og siden sejrede let i tiden 1.18,1/2020 meter foran Percy Rold og Royal Park.
Amatørløbet gav sejr til Claus Wagner med Marqaux (Mr Flirt), der tog sin anden sejr i træk i tiden 1.16,7a/2000 meter foran favoritten Omar Pelle med The Flying på tredjepladsen. En herlig triumf for Lunden-amatøren, som købte Marqaux i slutningen af marts måned. Tre starter har nu givet to sejre og 16.900 kroner i indkørte præmier.