Kaj må vente
En afgørelse i dopingsagen omkring Lucky D’Finder, som afgav positive prøver i forbindelse med to starter på Billund Trav hhv. den 5. og den 22. maj, sker tidligst i slutningen af august måned.
Travservice.dk erfarer, at udredningen i sagen nu er afsluttet, og at materialet herefter fremsendes til det svenske centralforbund for udtalelse.
Herefter forventes det, at bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund på et bestyrelsesmøde den 26. august vil tage stilling til strafudmålingen.
Lucky d’Finder, der trænes af Kaj Jensen, testede positiv for stoffet Triamcinolonacetonid, der bl.a. bruges i diverse salver samt injektionspræparatet Kenalog.
I forhold til deltagelse i væddeløb på danske baner har stoffet en karenstid på mindst 14 dage.
Lucky d’Finder, der vandt begge starter på Billund, er efterfølgende blevet diskvalficeret og frataget førstepræmierne i de to løb.
En kontrolprøve taget den 27. juni på Lucky d’Finder var negativ, og hesten starter mandag aften på NKI Racing Arena i Aalborg.