Kaj kunne ikke høre
En af mandagens store præstationer i Aalborg var Oat, der trods et stort terræntab var nummer tre over mål – der var blot det, at den var tidligt diskvalificeret i løbet.
Vi var vel mange, der bemærkede Kaj Jensens kørsel med Oat i mandags i Aalborg, idet han fortsatte løbet, selv om han ret hurtigt var diskvalificeret, da Oat galoperede fra start.
På NKI Racing Arenas hjemmeside har vi fundet følgende erklæring, der giver mening i Kaj Jensens kørsel:
Som mange sikkert er bekendt med, blev hest nr. 7 i 7. løb Oat kørt af træner og kusk Kaj Jensen diskvalificeret for galop. Kaj Jensen kørte videre i løbet, og hævder at han ikke kunne høre banens højtaleranlæg. Vi har ved nærmere gennemsyn konstateret en stormskade på højtaleranlægget i opløbssvinget, mens det er intakt på resten af banen.
Men husk nu Oat næste gang den starter, for det var en meget stor præstation den leverede – uden at få noget ud af det.