Kaiserens historiske Derbytriumf
Det er igen blevet D-dag på Lunden og i den anledning skruer vi tiden 50 år tilbage til Dansk Trav Derby 1963, der i den grad tilhørte Walther Kaiser-Hansen. Den karismatiske Charlottenlund-træner vandt selv en sikker sejr med Emigrant foran staldkammeraterne Eminent og Eugen. Emigrant havde tidligere også vundet Dansk Opdrætningsløb og Dansk Trav Kriterium og blev dermed den kun tredje “Triple Crown-vinder” i dansk travsports historie.
Allerede som 2-års var Emigrant sin årgangs store stjerne med sejre i både Dansk Opdrætningsløb og Dansk Mesterskab for 2-åringer på Amager Travbane – sidstnævnte i den dengang fremragende tid 1.22,1a/1500 meter, hvilket var en forbedring af Balticas danske rekord fra 1958 på 1,1 sek. Til sammenligning vandt Emigrant Opdrætningsløbet i 24,9.
Som 3-års blev det til sejr i Dansk Trav Kriterium og Amager Travs 3-års Mesterskab, og så fulgte den fantastiske 4-årssæson, hvor Emigrant i otte starter tog seks sejre, en anden- og en tredjeplads. Han tjente 59.500 kroner og satte dansk 4-årsrekord med tiden 1.18,8a/1600 meter som vinder af Dansk Trav Klubs Ærespræmie.
Dengang hørte det til sjældenhederne, at man rejste mellem landsdelene. Således var Emigrant ikke til start i hverken Jydsk 3- eller 4-årings Grand Prix. Sidstnævnte – der blev kørt søndag den 11. august – blev vundet af Ekspert med Johnny Hill foran Epival og Emsig. Epival med Lunden-træner Leif Nielsen i sulkyen var “sjovt nok” eneste genganger fra Derbyet, der fra begyndelsen af 40’erne og næsten 30 år frem blev kørt den første søndag i juli måned.
I travsportens barndom var Derbyet sæsonens første løb, men senere flyttede man det frem til Grundlovsdag og senere endnu til begyndelsen af juli. Derbyet har også været kørt så sent som den 15. september (1968), men året efter besluttede man at afvikle årets største løb i dansk travsport den sidste søndag i august og den tradition har altså varet i foreløbig 44 år.
Varmede op med dansk rekord
For 50 år siden havde Derbyprøven ikke samme betydning som i vore dage. Løbet blev mere betragtet som et “preparé-løb” og blev i øvrigt afviklet allerede søndag den 26. maj – altså halvanden måned inden Derbyet. Der var blot seks heste start og Emigrant vandt den ventede sejr i tiden 1.23,1a/2600 meter, men fik overraskende hård kamp til stregen af Excellent med Jørgen Olsen i sulkyen.
22. juni var Emigrant igen til start – denne gang i Dansk Travklubs Ærespræmie på Lunden, hvor Walther Kaiser-Hansens stjerne stillede op som 13:10-favorit. Parret fik spids fra start, men efter 5-600 meter galoperede Emigrant pludselig umotiveret og Tuan (Jens Ipsen) overtog føringen. Kaiser-Hansen fik dog hurtigt sin hest i trav igen og på bagerste langside fløj Emigrant igen forbi konkurrenterne og trak siden fra til overlegen sejr i fornemme 1.18,8a/1600 meter – ensbetydende med ny dansk rekord for 4-åringer. Den tidligere rekord lød på 18,9.
Stor startfejl
Emigrant stillede op som storfavorit (14:10) i Dansk Trav Derby 1963, hvor i alt 15 heste kom start. Næstfavorit var Mark Ingdams Essi Lloyd til odds 62:10 – i øvrigt Ingdams sidste Derby.
Et voldsomt regnvejr natten til søndag den 7. juli og hele søndag formiddag skabte vanskelige betingelser for de aktive, men tilskuerne trodsede vejret og iflg. Væddeløbsbladet var der udsolgt på tribunen og trængsel i spillehallen.
Da startvognen slap feltet gik der et gys gennem de mange tusinde tilskuere. Emigrant galoperede fra startspor 1 og tabte mange meter, mens Enina Olympia med svenske Åke Krook tog spids med Excellent udvendig. I næste par Eminent med Essi Lloyd i ryg. Siden kom Edellinde Kuno efter en dårlig start frem på tredjepladsen.
Stillingen forblev stort set uændret til opløbssvinget, hvor Edellinde Kuno med Uno Sweed overtog føringen, men den fik ikke med udfaldet at gøre.
Walther Kaiser-Hansen havde nu fået Emigrant op i omdrejninger og ind på opløbet overtog storfavoritten føringen for siden at gå frem til sikker sejr i tiden 1.23,8a/3000 meter foran Eminent (Aksel Pedersen) og Eugen (Poul Guttermann) – begge i 23,9.
– Jeg plejer ikke at bande, men jeg tror, at der i det øjeblik Emigrant fejlede, gik en ed henover mine læber. Startvognen kørte for langsomt, og da jeg havde spor 1, gik det særligt ud over mig. Derfor vil jeg gerne tilføje, at jeg mener, det ikke er godt at starte et startvognsløb i et sving eller lige efter et sving, udtalte Walther Kaiser-Hansen efterfølgende i et interview med Preben Lippert i Travsportens Jul 1963.
Emigrant og Eminent ejedes begge af A/S Snaptun alias direktør Svend Arne Worm, der købte Emigrant som føl af opdrætteren Wentzel-Nielsen for 4.000 kr. En udmærket forretning for den københavnske forretningsmand, som i øvrigt i en årrække var medlem af Det Danske Travselskabs bestyrelse.
Hurtigklassetraver og avlshingst
Efter Derbyet vandt Emigrant bl.a. Amagers 4-års Mesterskab, men 5-årssæsonen blev desværre ødelagt af en skade. Hesten vendte dog stærkt tilbage som 6-års og vandt det år (1965) fem løb og 21.500 kroner, men de sidste to år på væddeløbsbanerne blev en ren katastrofe og i 1967 var det definitivt slut for Emigrant, der dog kunne trække sig tilbage som den næstmest vindende danskfødte travhest nogensinde med 265.450 kr. – kun overgået af Eminent med 273.685 kr.
Emigrant blev også forsøgt i avlen med rimelig succes. Hans 138 afkom vandt tilsammen 4.681.000 kr.
Læs også: “Jeg har sgu haft det meget godt”