JVB er forberedt på det værste
Jydsk Væddeløbsbane forventer ikke at få problemer med at afvikle søndagens løb.
Vejrguderne har skabt store udfordringer for danskerne – således også på landets væddeløbsbaner, bl.a. Jydsk Væddeløbsbane, der søndag eftermiddag afvikler årets næstsidste løbsdag.
– Banen er fin lige nu. Solen skinner, men det betyder også, at banen bliver tøet op i den ene side, så omkring middagstid i dag vil den selvfølgelig ikke være optimal, siger bestyrelsesformand Lindhardt Jensen.
– Vi er selvfølgelig lidt spændt på hvordan vejret bliver i morgen, så vi følger udviklingen time for time og er parat til at tage de forholdsregler, der skal til.
DMI’s vejrudsigt for søndag i Århus lover nedbør hele dagen igennem og temperaturer omkring og lige over frysepunktet.
– For os er det nok bedre med skyet og nedbør i stedet for som det er i dag, men det er klart at det også kan blive for meget – uanset om det regner eller sner. Men vi håber det bedste og forventer ikke at få problemer med at afvikle løbene, slutter Lindhardt Jensen, som i øvrigt selv har N S Hyrdehøj til start i morgen med Kaj Jensen i sulkyen.