Just Fly K L M i seværdigt opgør
Fjerde afdeling af V65-spillet blev et ganske seværdigt opgør, hvor favoritten Just Fly K L M til slut kunne sejre for Birger Jørgensen.
Fra start tog Ambro Speed (s) spids, men slap hurtigt til Robin Merc (s). La Puff M H havnede udvendigt. En position Søren Aaen ikke var tilfreds med, og han pressede sig derfor til front på første langside.
De første 500 meter gik efter gode 1.13,8.
Jesper Vinge ville ikke sidde i ryg på La Puff M H, og gik med det samme til angreb med Robin Merc, der igen kunne overtage spidsen. Det betød at Kalaha Hauge havnede i døden. I ryg på denne fik Just Fly K L M et perfekt løb.
Kilometeren gik efter pæne 1.16,4.
Ind på lige bane fuskede Just Fly K L M med travet, og var tæt på galop. Speed Merchant-sønnen holdt sig i skindet, og til slut vandt den enkelt med halvanden længde.
Robin Merc holdt flot ved til andenpladsen, mens Simb from Abroad (s) sluttede pænt af til tredjepladsen.
Vindertiden blev 1.16,1a/1800 meter.
Ejer Land Rover Stables fik 12.500 kroner for sejren.