Jonas i gult
Rene Jonassen har fået en fin start på sæsonen og med to sejre onsdag eftermiddag overtog “Jonas” førstepladsen på trænernes Top 10 med fem sejre.
Fem sejre i 21 starter giver en sejrsprocent på 24 % – og den 43-årige Lunden-træner fortsætter dermed successen fra i fjor, hvor Rene Jonassen havde en af sine hidtil bedste sæsoner som træner med 24 sejre og godt 700.000 kroner i indkørte præmier.
– Vi havde en rigtig god sæson og kørte mange penge ind, men vi havde også mange gode heste at arbejde med og jeg synes ikke der var ret mange, der skuffede mig. Nu skal vi så prøve at køre det endnu bedre i år, indleder Rene Jonassen, som indledte dagens program på Lunden med at køre amatørtrænede Amigo Twiko til en lidt overraskende sejr efter perfekt styring. Hesten skulle have været kørt af Steen Juul, men i hans fravær fik Rene altså chancen bag den hollandskfødte 5-åring.
– Jeg fik at vide at den havde gået godt i sidste start, og vi fik et godt løb i andet par udvendig. Han vandt rimeligt sikkert da jeg trak ud og det virker som en ganske fin hest at køre, siger Rene Jonassen.
En amatørtræner står også bag Rene Jonassens anden vinder, Roy (øverste foto), der træner af Lunden-amatøren Ulrik Christoffersen.
– Roy gik et stærkt løb fra dødens og var rigtig fin. Vi havde pillet forskoene af i dag og det gav ham noget bedre plads mellem forbenene. En stærk præstation, siger Rene.
– Hesten er kommet lidt sent i gang, men jeg tror den vil udvikle sig gevaldigt når den får nogle flere starter. Roy står hos mig, men Ulrik Christoffersen – der engang har været jockey hos Steen Juul – står selv for det hele.
Amigo Twiko
Derbyambitioner
Rene Jonassen fik allerede som jockey sin debut i Derbysammenhæng med Classic, der efter sejr i Derbyprøven, blev en flot nummer fire bag Chopin Toftebjerg, og i år har stalden et rigtig godt kort i skikkelse af Rex O’malley. Som 3-års blev det til fire sejre og 117.000 kroner i indkørte præmier, bl.a. takket være en sjetteplads i Dansk Trav Kriterium.
Sæsonen sluttede d. 17. november med en andenplads på Jägersro i tiden 1.15,6a/2140 meter, og nu er sigtet altså indstillet på årgangsløbene med Derbyet som det helt store mål.
– Det er klart vi har store forventninger til Rex O’malley i år. Han går i øjeblikket kun styrketræning; farten har han i kroppen. Han virker frisk og godt tilpas, så vi glæder os meget til at komme i gang igen. Der er ingen aktuelle planer, men sæsondebuten bliver helt sikkert ikke på Musketerdagen. Vi må se at finde en passende opgaven når det bliver lidt varmere i vejret, siger Rene.
Rex O’malley
Spændende ungheste
Stalden tæller også en lille håndfuld 3-åringer samt et par 2-åringer, der dog først lige er begyndt at lære lidt om det at være travhest.
En af Rene Jonassens 3-åringer er amerikanskfødte Pretty Classic e. Classic Photo (S J’s Photo-hingst, der også er far til bl.a. Classic Puzzle).
– Men bare fordi der står (us) efter navnet, er det jo ikke ensbetydende med at det bliver en verdensstjerne, smiler Jonas.
– Pretty Classic er en typisk amerikaner med en virkelig god motor, men den træner på lige fod med de øvrige 3-åringer og du får mig ikke til at fremhæve nogle fremfor andre. Der kan ske meget de kommende måneder og når det bliver lidt bedre vejr, får vi at se hvor gode de i virkeligheden er.