Jockes store triumf
Der blev kamp til stregen i Elitloppets finale, hvor der måtte målfoto til før Brioni og Joakim Lövgren kunne “hejses” som vinder foran franske Rapid Lebel, der gik endnu et kanonløb med efter starfejl og tredje spor de sidste 700 meter. Wishing Stone skuffede som sidste hest over mål.
Eric Raffin har haft en stor dag på Solvalla, men den franske topkusk trak den korteste strå i årets Elitloppsfinale, hvor Rapid Lebel med det mindst mulige måtte se sig henvist til andenpladsen af Brioni (Timberland) og Jägersro-træner Joakim Lövgren.
Det var ellers tæt på at den tyskfødte hingst slet ikke kom med til finalen, idet Brioni efter føring fra start i sit forsøg, sluttede på femtepladsen, men efter diskvalifikation af Define The World, fik “Jocke” alligevel tildelt en af de otte eftertragtede finalepladser.
Der var dramatik straks fra start, hvor 21:10-favoritten Rapid Lebel galoperede kortvarigt da startvognen slap feltet, mens Rakas tog spids for Per Lennartsson for kort efter at slippe til Jean Michel Bazire med Wishing Stone, der afviklede første 500 meter efter 1.09,2.
Kort efter måtte Bazire dog slippe til Björn Goop bag forsøgsvinderen Arch Madness – og så troede mange sikkert at løbet var afgjort.
Kilometeren gik efter 1.11,4 med Yarrah Boko i dødens og den senere vinder i fjerde par indvendig.
Rapid Lebel kom flyvende i tredje spor på bagerste langside og fik snart kontakt med de forreste, men ind på opløbet forsøgte Goop at trække fra med Arch Madness.
Den amerikanskfødte hest var dog snart slået og Yarrah Boko tog over, men Lövgren fik også plads til angreb med Brioni, der blev trukket på tværs af banen og løbet blev i stedet et opgør mellem Rapid Lebel og Brioni.
Det var umuligt at afgøre hvem der var først over stregen, men målfotoet viste altså at sejren gik til “Jocke” og Brioni, der tidligere på sæsonen også overraskede i Olympiatravet på Åby.
Begge heste fik noteret tiden 1.10,5a/1609 meter, mens delvis danskejede Wishing Stone sluttede sidst i 11,2.
Tyskejede Brioni fik 3 mill. SEK for sejren i finalen og har dermed tjent ikke mindre end 5,4 mill. SEK i denne sæson!
– Jeg var ikke tilfreds med noget i forsøget. Ikke med mig selv, ikke med hvordan løbet blev afviklet, ikke med konkurrenterne, sagde Joakim Lövgren i vindercirklen.
– Jeg kørte løbet igen og igen mange gange mellem forsøget og finalen, og det er et tegn på at man ikke er tilfreds.
– Nu skal jeg slutte med trav! Det var noget jeg sagde tidligere på ugen hvis vi vandt Elitloppet, for da føltes det som om man havde gjort alt. Men det er selvfølgelig ikke sandt. Jeg stopper ikke nu, grinede Jägersro-træneren.
Resutat – Elitloppet 2011:
Nr. | Prg. | Hestenavn | Kusk | Dist. | Tid | Odds |
1 | 8 | Brioni | Lövgren Joakim | 1609 | 10,5 | 270 |
2 | 2 | Rapide Lebel | Raffin Eric | 1609 | 10,5g | 21 |
3 | 5 | Rakas | Lennartsson Per | 1609 | 10,7 | 209 |
4 | 4 | Yarrah Boko | Ohlsson Ulf | 1609 | 10,7 | 178 |
5 | 6 | Libeccio Grif | Smorgon Marco | 1609 | 10,9 | 635 |
6 | 1 | Arch Madness | Goop Björn | 1609 | 10,9 | 24 |
7 | 7 | Lisa America | Jansson Torbjörn | 1609 | 11,1 | 92 |
8 | 3 | Wishing Stone | Bazire Jean Michel | 1609 | 11,2 | 99 |
![]() |
||||||