Jeppe Juel: Min mor siger jeg er doven
Jeppe Juel er nomineret som både Årets Træner og Årets Kusk ved Hestesportens Galla på Nyborg Strand Hotel, men har større sejrsforhåbninger i en helt tredje kategori.
– Jeg tror helt sikkert at Stelton bliver Årets 4-åring, fastslår Jeppe Juel med henvisning til Dream Vacation-sønnens fantastiske sæson, der bød på syv sejre og næsten 1,3 millioner kroner i indkørte præmier.
De to sidste sejre i december måned på hhv. Åby og Solvalla er dog taget EFTER juryen havde afgivet sine stemmer, men inden da havde Stelton vundet bl.a. Ålborg Store Pris og Grand Circle 4-års Championat.
Hvad angår de to førstnævnte kategorier har Jeppe Juel ikke umiddelbart “sejrsambitioner”.
– Jeg havde en kanon sæson som træner, men synes ikke jeg kan matche Flemming Jensen og Steen Juul, selvom jeg f.eks. har vundet ca. 700 kroner mere pr. start end Flemming Jensen og været med helt fremme i alle årgangsløbene, siger Jeppe.
– Men uanset hvordan det går, kan jeg ikke klage over noget. Vi har en fantastisk stald og mit team gør en enorm indsats hver eneste dag. Det er vigtigt hvis man vil køre travløb på et så højt niveau, at man har nogle dygtige og engagererede medarbejdere og samarbejdspartnere og det har jeg så afgjort. Min mor siger, at jeg er utrolig doven, men jeg plejer at sige at jeg kun er god til to ting: At træne og køre travheste, og så er det jo rart man har folk til alt det andet, griner Jeppe.
– Derbydagen kunne være blevet det største nogensinde for Team Juel, og det var utroligt ærgerligt at det gik som det gjorde. Både mine forældre og staldpigerne havde knoklet i flere måneder frem mod den dag, og jeg følte alle havde stået på hænder for at det hele skulle klappe, men sådan er travløb desværre indimellem. Det er op på hesten igen.
Dem man ikke hører om
Jeppe Juel har altid haft et par uvurderlige støtter i sine forældre, og især de sidste par år har faderen Niels Juels opdræt med Stelton og Spikeld i spidsen været en stor del af staldens succes, men der er også en bagside af medaljen.
– Uden min far var jeg ikke træner i Danmark i dag, men jeg plejer at sige, at hvis han har haft 30 gode heste, så har han haft 300 dårlige! smiler Jeppe.
– Det er selvfølgelig en overdrivelse, men når man satser så hårdt som vi gør, vil der trods alt også være heste, der ikke er så gode og dem hører man ikke så meget til – dem vælger vi at beholde derhjemme.