Jensen reddede den danske ære
Garincha Spirit med Flemming Jensen vinder sikkert
Som så ofte før var det Flemming Jensen, der tegnede dansk travsport på en svensk bane. Han vandt et løb og var nummer to et andet.
Flemming Jensens vinderhest var den store Lindy Lane-vallak, Garincha Spirit, som kunne føre fra start til mål i 12. løb.
Det var anden gang Flemming Jensen startede Garincha Spirit, og dette var blot hestens anden sejr i karrieren.
Jeg tror, der ligger mange penge og venter forude på den.
Opgaven i dag var sprint, og Garincha Spirit kunne også i sin anden start for Flemming Jensen forbedre sin rekord – nu til 1.14.1a/1640 m.
På mig virker den ikke som en sprinter, med de lange bene og den store, let slæbende aktion – fortsættelsen bliver interessant.
I 1. løb var Flemming Jensen med Rebus (Ganymede) tæt på at fange storfavoritten Opitergium (Pine Chip) med Lutfi Kolgjini, men det blev til en andenplads i 1.14.0a/2140 m – præmie 15.000 kroner.
Desuden fik Flemming Jensen også en femteplads med Arcana Cabana med hjem.
Af øvrige danskrelaterede heste klarede See You Ice (Love You) med Peter Untersteiner sig bedst, da den i 13. løb blev nummer tre i 1.15.1a/1640 m.