– Jeg glæder mig!
Niels Jørgen Jensen, der driver Danmarks største travstutteri, Stuttteri Shadow ved Brønderslev ser frem til Derbyweekenden med stor forventning.
– Derbyweekenden er noget jeg ser frem mod hvert eneste år – det er en stor fest – en lejlighed til at møde nye og gamle venner, se en masse gode væddeløb med forhåbentlig gode resultater for vort opdræt, ligesom jeg håber at derbyauktionen vil få et generelt positivt resultat.
Sådan siger Niels Jørgen Jensen, 50 år- indehaver af landets største travstutteri, Stutteri Shadow.
Han er – med nordjysk klædelig beskedenhed – lidt stolt over, at han for tredje år i træk har et opdræt med i DFDS Seaways Dansk Trav Derby, og han ser frem til at fremstille fire åringer på derbyauktionen – heraf to efter stutteriets egen avlshingst, The Liquidator.
– Det er jo første årgang efter The Liquidator, der kommer på auktion, så det er spændende at se, hvordan markedet tager imod dem – det er i hvert fald nogle fine og dejlige plage, siger Niels Jørgen Jensen.
I år udvidede Niels Jørgen Jensen aktiviteterne på sit stutteri ved at udbyde flere hingste på frostsæd.
– Det har betydet, at vi i år har bedækket 50 hopper flere end sidste år, så jeg er meget tilfreds med resultatet, siger han videre.
– Det lykkedes os bl.a. at få forhandlingen af sæd efter Andover Hall, og han blev fuldtegnet med 10 hopper – det var, hvad vi kunne få sæd til.
– The Liquidator havde atter en god sæson, idet han bedækkede 36 hopper – det er blot to mindre end i fjor, og man siger jo at den tredje sæson for en avlshingst er vanskelig, for den har ikke nogen startende afkom endnu, siger Niels Jørgen Jensen videre.
Her følger bedækningstal for nogle af de øvrige hingste Stuteri Shadow har udbudt i denne sæson:
Turbo Sund – 23 hopper
Dream Vacation – 22 hopper
Pine Chip – 20 hopper
Lindy Lane -18 hopper
Leonardo Grif 18 hopper
– I alt har vi bedækket 176 hopper hopper her på Shadow i år, og det synes jeg er et positivt resultat, slutter Niels Jørgen Jensen.
Foto: The Liquidator – Andover Hall-sønnen, hvis første afkom sælges på Derbyauktionen.