Jan Dahlgaards store aften
Jan Dahlgaard havde en forrygende aften i går med sejre på både Åby og Bjerke. Skive-træneren blev selv “Mr 100%” på Åby, hvor han vandt begge sine starter.
Turen hjem fra Göteborg til Spøttrup føltes næppe så lang for Dan Dahlgaard, som kunne glæde sig over to personlige sejre med et par spændende ungheste.
Triton Sisa (Credit Winner) vandt en let sejr i tiden 1.15,9a/2140 meter efter et rygløb. Det var tredje sejr i ottende start og der var 30.000 SEK til vinderen.
– Triton Sisa indledte karrieren lovende som 2-års, men først på 3-årssæsonen fik han nogle problemer og der har egentlig været lidt hele tiden. Efter han endelig kom i gang i november måned har han dog været vældig positiv. Efter et par gode præstationer har han skuffet lidt de sidste par starter, hvor han ikke har givet sig 100 %, men som han gik i går var jeg fuldt tilfreds og han vandt let efter en stærk præstation, siger Jan Dahlgaard til Travservice.dk.
– Triton Sisa er meldt i alle årgangsløbene, men der hvor han er nu, er der langt op til de allerbedste. Men det er da klart, ,at vi stadig har ambitionerne, så vi må se hvordan han udvikler sig.
To løb senere var Dahlgaard igen på pletten på Åby – denne gang med 3-årige Win Esterel (Esterel Sunset), der via open stretch sejrede sikkert i tiden 1.17,4a/2140 meter. Løbet var et rent 3-årsløb med 40.000 SEK til vinderen.
– Det blev jo et lidt billigt løb med mange galoperende heste, men han var stærk, vandt let og var helt upåvirket bagefter, siger Jan Dahlgaard, som i lighed med Triton Sisa også er lidt forbeholden med Win Esterel når snakken går om årgangsløb.
– Tja, hvis du havde spurgt mig i fjor, var jeg mere optimistisk. Omvendt, så har han en god indstilling til det og har gået et par fornuftige løb i år, men nu må vi se hvordan det går de næste par måneder.
Mens Jan Dahlgaard triumferede på Åby var stalden også repræsenteret på Bjerke-banen i Oslo, hvor den norskfødte 3-åring Lightman O (Thai Tanic) vandt sin debut i tiden 1.17,6/2100 meter. I sulkyen den norske topkusk Asbjørn Tangsareid, som allerede har vundet 22 løb i år.
Lightman O – der i øvrigt har samme mor som Christian Lindhardts sejrshest Indesign – fik i første omgang ryg på den førende Seven Cru, men med 600 meter igen gik Tangsareid ud i andet spor og op mod mål gik Lightman O forbi til let sejr. Førstepræmie: 40.000 NOK.
– Jeg har ikke selv fået set løbet endnu, men iflg. staldpigen gik han et stærkt løb og gjorde hvad jeg havde håbet på, siger Jan Dahlgaard.
– Lightman O er en fornuftig hest, der har trænet godt gennem længere tid. Tiden i prøveløbet var meget dårlig (1.23,2/2100 meter), men det var et frygteligt vejr i Skive den dag, så det skal man ikke lægge noget i.
– Det er svært at sige hvor langt han rækker i de norske årgangsløb, idet man jo ikke har 2-årsløb i Norge, så hestene kommer først ud nu. Vi håber selvfølgelig, men der er som bekendt også gode penge at hente i de norske klasseløb, så Lightman O skal nok klare sig.