Jamen, for hrelvet …
Ingen er som bekendt fejlfri og det er helt sikkert aldrig kedeligt at se eller læse om hestevæddeløb.
Jeg har tidligere harceleret over de mere eller mindre tåbelige/indforståede sprogblomster, der vælter ud af munden på de danske Dantoto-reportere.
Udtryk som “dødens” og “vinderhullet” kender alle, men hvad med citater som “Flere kuske kører på deres heste” (sidder de ikke BAG hesten og kører MED deres heste?) – “Han sidder bare og holder i sin hest” (det er da godt at han ikke slipper linerne) – “Birger Jørgensen sidder og funderer på at trække ud i tredje spor” (er løbsreferenten tankelæser?) – “Man skal ha både styrthjelm og sikkerhedssko (eller noget i den retning) for bare at tale om så store overraskelser” (jamen, i guder, noget nonsens).
De skrivende journalister kan nu også godt være med. Jeg er selv flittig bruger af svenske udtryk som f.eks. V5-banker og på en anden dansk trav-hjemmeside kan man i dag læse flg. i omtalen af Supreme Stars sejr på Åby:
“Med Supreme Star kørte Flemming Jensen også tidligt fremad …” (jamen, kære venner, har man nogensinde set en travhest, der løber BAGLÆNS?)
Carsten Bundgaards udfoldelser i Lundens program slår imidlertid alle rekorder og i morgendagens program kan man bl.a. læse flg. om Nesta:
Hverken Nesta eller dens træner er udformet med blød nougat. Ekvipagen harmonerer fortræffeligt sammen. Skal absolut ikke nonchaleres.
Mere sort bliver det ikke!