Italiensk travderby i 11. time
Den nye travbane på inderkredsen af galopbanen Capanelle ved Rom er endnu ikke klar, og derfor er det nu bestemt, at det italienske trav derby, skal køres på Agnano-banen i Napoli.
Det har ikke været let for trænere af de italienske årgangsheste at managere dem frem mod årets Derby Italiano del Trotto.
Løbet afvikles normalt den anden søndag i oktober måned, men efter lukningen af Derbybanen Tordivalle, har der været usikkerhed om løbets afholdelse.
Man satsede på at få den nye travbane på inderkredsen af Roms galopbane, Le Capanelle klar, men det er ikke sket, og nu er det bestemt, at det italienske Derby skal køres på Agnano-banen i Napoli.
Det italienske Derby er for 3-åringer og der køres Derbyprøver lørdag den 14. december – der forventes tre prøver hver doteret med 22.000 Euro.
De 12 bedste går videre til Derbyfinalen over 2100 meter auto, der afvikles 2. Juledag med en samlet præmiesum på 770.000 Euro.
Hoppeløbet, Oaks del Trotto køres samme dag med en præmiesum på 220.000 Euro, samt Consolation med 45.000 Euro.
Der er i det hele taget lagt op til en kæmpe væddeløbsdag 2. Juledag i Napoli, idet der udover Derby-løbene også afvikles hurtigtravernes Gala Internazionle del Trotto doteret med 297.000 Euro i samlet præmiesum samt det italienske Opdrætningsløb, Gran Premio Allevatori med 187.000 Euro i hovedløbet og 66.000 Euro i hoppeløbet.
I alt køres der i disse hovedløb om i alt 1.585.100 Euro – eller cirka 12 millioner kroner.
Hvem taler om krise i Italiensk travsport?