Italiensk toptræner til Lunden
Krisen i italiensk travsport medfører nu at en af Italiens førende trænere, Alessandro Gocciadoro opretter en fillial på Skove Trav.
Fra Charlottenlund Travbane har vi modtaget følgende pressemeddelelse:
Det er med stor glæde Lunden offentliggør, at vi har indgået en samarbejdsaftale med den italienske træner Alessandro Gocciadoro, som er kendt for hestene Orsia (nummer 12 på europaranglisten), Looney Tunes (nummer 10 på europaranglisten) og Linda di Casei (nummer 41 på europaranglisten). I første omgang opstalder Alessandro Gocciadoro seks heste på Skovbo sammen med to staldfolk, som forestår den daglige træning. Det er umiddelbart meningen, at hestene starter både i Danmark og Sverige.
Alessandro har været på Skovbo, hvor han så på forholdene, de bygningsmæssige rammer er noget slidte, men til gengæld var han meget begejstret for træningsmulighederne og den meget positive modtagelse både fra de øvrige trænere på Skovbo og Lundens kontaktpersoner.
Foreløbig bliver italienerne sommeren over, med henblik på at se om de kan få tingene til at fungere og gøre opholdet mere permanent.