Italiensk millionær til Danmark
Krisen i italiensk travsport er alvorlig – der er ikke udbetalt nogen præmiepenge siden juni måned i fjor. Store travbaner som Tordivalle i Rom, Agnano i Napoli og San Siro i Milano er lukkede – det er fyrtårnene i italiensk travsport.
Krisen har bl.a. medført, at Gunner Christiansen i Biersted i går modtog den 9-årige Varenne-søn, Impeto Grif fra en af sine italienske samarbejdspartnere.
– De kom med Impeto Grif i går og er i dag kørt tilbage til Italien med Legendary Lover K og Re Dei Jet, fortæller Gunner Christiansen.
– Jeg har sådan set heste nok, så hvis der er nogen der er interesseret i at leje Impeto Grif, så er de velkommen til at henvende sig. Den startede i efteråret, og ser ganske fin ud, siger Gunner Christiansen videre.
Impeto Grif er som nævnt efter Varenne, mens moderen Meadowbranch Nan har selveste Peace Corps som moder, mens faderen er Pine Chip.
Som 2-åring vandt Impeto Grif et af de største italienske løb for 2-åringer, Criterium Vinovo og han var bl.a. nummer to i Derbyet.
Impeto Grif har vundet 10 sejre i karrieren og i mere end 50 % af sine starter har han været placeret. I alt har Impeto Grif tjent omkring 3 millioner danske kroner.