Ismanden tror mest på World Of Golf
Flemming Jensen er selvfølgelig også på plads på NKI Racing Arena Aalborg onsdag eftermiddag, hvor “Ismanden” har i alt seks heste til start.
– Jeg ser World Of Golf (3. løb) som min bedste chance på dagen. Hun har stabiliseret sig og er på favoritdistance; samtidig har hun for engangs skyld fået et godt startspor, så jeg kan kun holde med programtipperen, der har tippet hende som vinder.
– I samme løb har vi også Omega Flex med, men det er mest fordi hun skal hjem til ejeren efter denne start og vi skal mødes i Aalborg. Hesten gik fint i starten og vandt også nogle løb, men har stået i stampe de sidste uger og derfor må vores veje skilles. Vi har ikke de store ambitioner, men håber på godt tempo undervejs, så kan hun være en triochance.
– Athena Promachos (4. løb) er en ganske OK hest, men at tippe den som vinder er måske lige i overkanten. Jeg synes der er et lille forbehold og vil se hesten gå et godt løb i Danmark før vi kan tro alt for meget på den. Hun har trods alt været i træning hos Svanstedt uden at have fået så meget ud af det, så spillerne skal være lidt forsigtige.
– Langelidgutten (5. løb) er blevet kastreret og blevet en lidt anden hest. Træningen har forløbet positivt og der er mange ting, som er positive, men han mangler nok lige det berømte løb i kroppen og er ikke noget for vinderspillerne. Vi bruger det her løb til at se hvor vi har ham, så jeg kører lidt forsigtigt og ser hvordan det går.
– Order By Viking (6. løb) har gået et par gode løb på Åby, sidst fik jeg ikke styret helt perfekt, så det fik han ikke så meget ud af, men formen er ganske fornuftig. En chance blandt de tre.
– Haute Cauture F (7. løb) virker betydeligt bedre denne gang end sidst på åby, hvor den bare skulle ha’ et løb i kroppen. Ikke nogen superhest, men omvendt er det en billig klasse, så jeg tror på en chance blandt de tre.