Ismanden: O’grady blandt de tre
O’grady er blandt favoritterne i dagens Gulddivisionsløb på Jägersro, Arvid Stjernswärds Minne med 150.000 SEK til vinderen, og Flemming Jensen melder sin hest i fin form.
– O’grady har nu et par løb i kroppen og alt virker som det skal være, siger Flemming Jensen.
– Starten sidst på Jägersro skal man ikke lægge så meget i, selvom O’grady sluttede uplaceret. Debut i Gulddivisionen fra startspor 12 på sprint var på forhånd en svær opgave, og når det så samtidig blev et taktisk løb, synes jeg egentlig at han gik OK.
– O’grady er jo naturligt hurtig fra start, så hvis jeg kommer til spids er det klart jeg helst vil køre dér, men jeg forventer under alle omstændigheder at han er blandt de tre i dag. Der er ingen aktuelle planer efter dagens start.
Flemming Jensen er også på plads med Sonar Brodde, der har indledt karrieren hos Aalborg-træneren med en sejr og en andenplads.
– Ja, han virker til at blive bedre og bedre og virker stadig fin. Distancen i dag er dog ikke til hans fordel, så jeg ser Sonar Brodde som en outsider, slutter Flemming Jensen.