Ismanden holdt hof på Lunden
Forrygende dag for Flemming Jensen på Lunden med fire personlige sejre og fem trænersejre. Montgomery Hill imponerede stort i N.J. Koster Memorial og går måske på vinterferie efter en fornem sæson.
– Fire sejre på Lunden samme dag – det har jeg faktisk aldrig prøvet, smilede Flemming Jensen, da Travservice.dk fangede ham umiddelbart efter søndagens 12. og sidste løb.
– Peter Bratholm, som jo også var træner i Aalborg, har engang vundet fire løb herinde, og han havde kun de fire heste med, men vi fik så yderligere en sejr til stalden, så det må være en slags rekord.
Mest imponerende i Flemming Jensens sejrskvintet var afgjort Montgomery Hill (S J’s Photo) i N.J. Koster Memorial, hvor Freeman T Porter i en tæt opløbskamp blev henvist til andenpladsen.
Hitchcock var lidt overraskende hurtigst afsted fra start, men Flemming Jensen kørte også offensivt med Montgomery Hill og trykkede stenhårdt på udvendig. Jörgen Sjunnesson forsvarede dog spidsen og så måtte “Ismanden” bakke ned i ryg med favoritten.
Det blev dog kun kortvarigt, idet Steen Juul forbi publikum kom flyvende med Hitchcocks staldkammerat, V C Chocoholic og så måtte Flemming Jensen igen ud i andet spor med Montgomery Hill.
Efter 1.08,7 de første 500 meter blev tempoet dæmpet til 1.11/1000 meter.
På bagerste langside blev næstfavoritten I Saw You sendt afsted i tredje spor med Freeman T Porter i ryg, og ind på opløbet kom sidstnævnte i en rigtig godt angreb, men Montgomery Hill forsvarede sig tappert og holdt farten til rimelig sikker sejr i tiden 1.13,0a/2000 meter.
– Han gik et kanonløb og ved slet ikke hvor gammel han her, sagde Flemming Jensen til Travservice.dk
– Sjunnesson kørte utroligt stærkt for at komme til spids. Jeg havde selvfølgelig håbet at jeg kunne komme forbi, men set i bakspejlet forstår jeg godt hans taktik. Når de kommer fra Norge, kommer man for at vinde løbet, så der var ikke andet at gøre end at tage op og gå ned i ryg.
– Jeg var tvunget til at sidde de sidste 1200 meter i dødens. Steen Juul er så rutineret og ved godt, at jeg aldrig får chancen hvis jeg bliver siddende i ryg, så jeg var nødt til at gå ud i andet spor.
– Jeg var godt klar over at de måtte komme udvendig og det kunne blive hårdt. Da jeg trak det norske hovedlag gav det lidt effekt, men jeg kunne godt mærke at han var træt. Jeg kunne dog godt se at vi havde vundet.
Sejren i Koster Memorial var Montgomery Hill’s ottende sæsonsejr i 15 starter – i indkørte præmier er det blevet til 746.000 kroner – men hvis det står til Flemming Jensen, er det slut for i år.
– Jeg har jo før sagt at han kunne nå Gulddivisionen og der er han nu, men man skal passe på med at trække for store veksler på sådan en hest. Han bliver trods alt 10 år til nytår og har haft en hård sæson, så det er min umiddelbare tanke, at vi giver ham lidt tidlig vinterferie. Han begynder også at sætte lidt mere pels efterhånden som det bliver tidligere mørkt og det er i det hele taget ikke hans bedste årstid vi går i møde, sagde Flemming Jensen.
Dobbeltsejr i Øresundspokalen
Flemming Jensen var selv favorit i Taroks Mindeløb med Roxy Hill, men efter føring fra start måtte parret til slut bøje sig for staldkammeraten Spurs Rain (Andover Hall) med Thomas Uhrberg, der sejrede i tiden 1.14,4a/2000 meter.
– Spurs Rain er en supergod hest og det kom ikke som nogen overraskelse for mig, at hun trak det længste strå til sidst. Roxy Hill blev lidt for gal for mig. Vi havde lavet nogle udstyrsændringer og det fungerede ikke som det skulle, sagde Flemming Jensen, som i nævnte rækkefølge også var på pletten med Tiffany Fast Photo (no)(Fast Photo), Ricardo Mols (Chipmate) – der tog sin sjette sejr på stribe – og Illuminatetobewinnerl (no)(Credit Winner). I tredje forsøg tog sidstnævnte sin første sejr for Flemming Jensen.
– Illuminatetobewinnerl har vi kørt et par “rare” løb med, hvor vi har prioriteret at køre lidt til slut, og det kvitterede han for i dag. Jeg havde ikke det store oplæg i dag, hvor han sad i femte par indvendig og så løste det hele sig perfekt til slut. Han kæmpede fint og det var egentlig første gang, så det var meget positivt, sagde Flemming, som kun kiksede med to heste – Rebus og Red Rapide, der begge galoperede.
– Rebus tabte en sko og virker ikke helt som vi vil ha’ ham. Der er et stort potentiale i hesten, men det kommer ikke rigtigt til udtryk. Samtidig er det også hans 5-årssæson og den kan godt være lidt svær, men nu må vi se.
– Red Rapide var for let i balancen i dag og banen var tilmed lidt hård, hvilket han er lidt ømfindig med, så alt i alt fungerede han ikke optimalt. Han har en masse fart, men tror ikke så meget på sig selv. Det er mest selvtilliden vi skal ha’ arbejdet noget mere med, sluttede Flemming Jensen, som indkørte i alt 420.000 kroner til stalden i dag.