Ismanden fylder 50
Flemming Jensen – Årets Travtræner i 2009 og 2010 – fylder i dag 50 år.
Han fik sit store gennembrud i midten af 80’erne i V65-løbene med heste som Enjoy Engholm og vandt bl.a. DM for Amatører i 1986.
Flemming Jensen startede snart efter som træner i Skive og op gennem 90’erne fik travdanmark for alvor øjnene op for “Ismanden fra Aalborg” som blev kendt for at puste liv i opgivne heste, bl.a. gennem ridetræning.
Sleipner var hesten, der for alvor gjorde Flemming Jensen kendt via sejren i Jydsk 4-årings Grand Prix i 1994 og siden er fulgt en næsten endeløs række af storløb i både ind- og udland, se en oversigt over de største triumfer på www.staldjensen.com/profil.php
I slutningen af 1999 flyttede Flemming Jensen til Sverige, hvor han først var træner på Axevalla og siden Åby, inden familien atter vendte hjem til Danmark i 2007 som træner på sin gamle hjemmebane i Aalborg.
To år senere blev Flemming Jensen kåret som Årets Travtræner for første gang ved Hestesportens Galla. Året efter (2010) gentog han triumfen, ligesom den lille store nordjyde også blev kåret som Årets Travkusk.
I indeværende sæson er det foreløbig blevet til 81 sejre og 4,7 millioner kroner i indkørte præmier til Team Jensen, som dermed med klar margin er landets mest vindende travstald.
TravService.dk ønsker Flemming Jensen et stort tillykke på dagen!