Ismanden er klar igen
Flemming Jensen føler sig klar til at køre løb igen efter det alvorlige uheld på Åby torsdag i sidste uge, hvor Aalborg-træneren blev sparket ud af sulkyen. Juledag har Team Jensen otte heste til start på Åby, bl.a. Ricardo Mols – der jagter sin ottende sejr på stribe – O’grady og Montgomery Hill.
– Jeg har det faktisk fint og selvom det selvfølgelig var en grim oplevelse, er det ikke noget jeg går og tænker over hele tiden. Når vi kører op bag startvognen tror jeg det er “glemt” og jeg er på ingen måde nervøs for at køre løb igen, siger Flemming Jensen.
– Da jeg brækkede benet for en del år siden var det anderledes – der kørte jeg ikke løb i tre-fire måneder og så havde jeg mere tid til at gå og tænke over det hele, men nu er der gået så kort tid og det tror jeg egentlig er en fordel.
– Tina fjernede stingene i går aftes og selvom jeg har haft lidt hovedpine indimellem, har jeg deltaget i træningen de sidste par dage og føler mig klar til at køre igen.
Det har været talt om at travkuskene burde køre med se samme hjælme, som man kender fra bl.a. ishockey, men det er ikke noget “Ismanden” har planer om at bruge.
– Hver gang der sker et uheld taler man om, hvorvidt vi skal beskytte os mere, men vi kører jo bl.a. med sikkerhedsvest og man kan efter min mening ikke gardere sig mod alt – det er trods alt travløb, slutter Flemming Jensen.