Intet V64-spil til Sverige
På grund af tekniske problemer er det ikke muligt at spille til søndagens V64-spil på Hagmyren – det betyder at Jydsk Væddeløbsbane i eftermiddag ikke får konkurrence til sit V65-spil
På Danske Spils hjemmeside står der:
Tekniske vanskeligheder ved at gennemføre et dansk V65 spil samtidigt med et svensk V64 spil gør at vi søndag ikke kan tilbyde V64 spillet i det svenske.
Det vil række for vidt at komme ind på de tekniske vanskeligheder vi står overfor og som er årsagen til at V65 og V64 ikke kan udbydes samme dag.
Vi kan dog kort forklare at det hænger sammen med vor implementering af V86 fra dette spils premieredag – i øvrigt som det eneste land blandt ATGs samarbejdspartnere.
Vi arbejder naturligvis på dette og håber at løse problemet i den kommende uge, så vi allerede på næste søndag kan tilbyde det genopstandne V64 spil fra det svenske.
Jydsk Væddeløbsbane har i alt 11 løb på søndagens program med omkring 100 heste anmeldt.
I 7. løb mødes to af P-årgangens bedre heste, 1 Palermo Cæsar (Alf Palema) og 7 Pondus Bork (Great Challenger) – sidstnævnte har ikke startet siden den 29 november på Jägersro.
Hidtil har der der været gratis entre på Jydsk Væddeløbsbane, men det er slut nu.
Fra i dag af koster det 25 kroner – med mindre man har et gyldigt medlemskort til Aarhus Travklub, Jydsk Galophesteejerforening eller JVB’s Venner.
Parkering koster 20 kroner på den store parkeringsplads, mens Drive In koster 40 kroner.
Når dette skrives er der kun en enkelt ændring til startlisten:
3 B W T Shamal udgår i 7. løb
Du kan downloade programmet samt finde masser af kuskekommentarer på Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside – klik her