Ingen Texas Charm
Texas Charm ved sejren i Prix de Bourgogne i ny løbsrekord 1.10.0a/2100 m. Foto Gerard Forni
Texas Charm, der forrige søndag vandt Prix de Bourgogne i ny løbsrekord 1.10.0, står over Prix de Belgique, der køres på søndag på Vincennes.
Prix de Belgique er det sidste test-løb før Prix d’Amerique, og selv om den endelige startliste først kendes klokken 12.00 står det allerede nu klart, at Texas Charm ikke bliver startmeldt.
Den stod ellers på anmeldelseslisten frem til torsdag morgen, men er nu taget bort.
Texas Charm er bookmakernes favorit til sejren i Prix d’Amerique om godt og vel to uger. Heller ikke næstfavoritten Ready Cash er anmeldt til søndagens løb.
Det er derimod sidste års vinder af Prix d’Amerique, Royal Dream med Jean Philippe Dubois.
Royal Dream har ikke leveret en ordentlig præstation siden i maj, hvor den blev nummer to i Caen.
Norskejede Yarrah Boko vandt Prix de Belgique i fjor og den er atter med i år med Pierre Vercruysse i sulkyen.
Prix de Belgique køres over 2850 meter med 25 meter tillæg til heste, der har tjent mere end 1.181.000 Euro.