Ingen Opdrætterpræmier fra udlandet
Indtil for et par år siden fik danske opdrættere udbetalt omkring 4% af de præmiebeløb, som deres opdræt vandt i udlandet. Det er slut nu, og det får flere og flere til at overveje at udflage deres opdræt til Sverige og Norge – eller helt holde op med travopdræt. Opdrætterforeningens formand, Mikkel Stub Jørgensen beskriver her problematikken.
I anledning af et par artikler i april nummeret af Væddeløbsbladet, vil jeg gerne komme med mine kommentarer angående det faldende føltal i Danmark.
Artiklerne, der begge er ganske velskrevet af Henrik Ebbesen, hedder ”På præmiejagt i udlandet” og ”Fokus ligger i Danmark”
Artiklerne kan umiddelbart opfattes som temmelig modsigende.
Historie
Historisk har danske opdrættere modtaget 10 % i opdrætterpenge af de præmiebeløb deres opdræt tjente i danske løb.
Undervejs blev det mere eller mindre sneget ind af bagdøren, at summen af opdrætterpræmier blev et fast beløb. Og at banerne, i modsætning til før, ikke mere skulle afsætte de 10% af deres præmiebudget til opdrætterpræmier.
Det faste beløb udgør stort set 10% af hvad danske heste tjener i danske løb, i 2011 således 3,7 mill. kr. i forhold til de 36,4 mill. kr. som danskopdrættede heste tjente ved deres starter på danske baner.
Opdrætterpræmierne finansieres nu via den samlede sum af præmier der bevilges af HFF.
Det skal dog bemærkes, at i de store klassiske løb er det hesteejerne der via deres indskud finansierer opdrætterpræmierne!
Efter få reguleringer blev det fra og med 2010, efter opfordring om ændringer fra mange sider, af DTC besluttet, at disse opdrætterpræmier fremover skulle fordeles med 12,5% for 2-6 årige hingste/vallakker og 20% for 2 -6 årige hopper.
Således blev der ikke uddelt opdrætterpræmier for heste efter deres 6-årssæson. Men hvis der efter fordelingen til de 2-6-årige, var et overskydende beløb, skulle disse udloddes til opdrætterne af danske 2 til 6-årige heste der tjente deres penge udenfor Danmark, dog max. 5% og højst 50.000 i opdrættets karriere.
Argumentet for den nye fordeling, der trådte i kraft i 2010, var at det skulle hjælpe opdrætternes villighed til fortsat at producere og dermed ville sælge deres hoppeafkom til de typisk lavere salgspriser som hoppeplage handles til i forhold til hingsteplage i Danmark.
Det skulle få flere hopper til at gøre hurtigere karriere og ydermere skulle det begunstige de aktive opdrættere i forhold til de, der havde opdrættet heste for flere år siden og endelig skulle det animere nye opdrættere til at starte op.
Hestene starter på tværs af landegrænserne
I 2011 tjente danskopdrættede heste 33 mio. kr. i udlandet. Ny rekord. Og et godt billede på hvor gode heste der opdrættes i Danmark.
I 2009 var tallet 21 mio.kr. Så på et par år en stigning på 57%!
Tallene viser, at kvalitativt står de danske opdrættere egentligt stærkt.
Da det faste beløb til opdrætterpræmier på 3.7 mio. kr. i 2011 (Og reelt også i 2010) var fuldt ud opbrugt på fordelingen fra de danske løb, blev der ingen præmiering til de der kunne følge deres opdræt starte, og altså ofte med fantastiske flotte resultater, i udlandet.
Nu er det ikke alene eksporterede danskopdrættede heste der vinder penge i udlandet. Også heste der stadig er danskejede og trænede starter og tjener hyppigt penge i Sverige og Norge.
Samlet set er såvel eksporten som danske starter i udlandet stærkt stigende. Ikke mindst har det fået betydning, at danskejede heste har gode startmuligheder i de svenske Lunch løb.
At opdrætterne ikke belønnes for deres hestes egentlig fantastisk gode resultater i udlandet, er en katastrofe og i sidste ende en tikkende bombe under dansk travsport!
Resultat
Nu kan man sige, at mange andre faktorer gør sig gældende når den danske opdrætter beslutter sig til om han eller hun fortsat vil avle travheste. Finanskrise, fald i antallet af hesteejere, stigende omkostninger til foder, dyrlæger o.a.
Men jeg er helt sikker på, at den manglende bevågenhed som opdrætterne møder indenfor dansk travsport og ikke mindst den stærkt forøgede chance for at få tilbagebetalt bare en del af de investerede penge via opdrætterpræmier, er det der gør at mange om end meget modvilligt ser sig tvunget til at indskrænke eller indstille.
En mulighed for de danske opdrættere er, at udflage deres opdræt til Sverige eller Norge.
En mulighed for den enkelte opdrætter, men absolut ikke for dansk travsport på sigt!
Forslag
I sidste ende handler det i mine øjne om prioritering:
Vil man stadig bruge 50 % af det samlede budget fra Tipslovens tildelinger til Hestesporten på administration og vedligehold af faste anlæg?
Vil opdrætterne forsat avle heste og udvikle deres kvalitet yderligere uden at blive belønnet for det?
Falder antallet af fødte føl i Danmark forsat, vil sporten blive stadig mindre. Med de dermed i fremtiden mistede indtægter til den danske samfundsøkonomi, vil travsporten så stadig fra politisk hold møde velvillighed, og vil den stadig have udviklingsmuligheder?
Opdrætterforeningen fremsatte på DTC’s generalforsamling i juni 2011 et forslag om at DTC’s bestyrelse pålagde sig selv at arbejde på (og vejen til det er, at synliggøre nødvendigheden overfor bevilgeren HFF) at sikre 5% i opdrætterpræmie til udenlandsk startende danskfødte heste.
Vores forslag blev enstemmigt vedtaget af DTC’s medlemmer.
Så det må forudsættes, at DTC har – og fortsat vil arbejde på at få gennemført dette helt nødvendige fremskridt!
På lang sigt kunne et mål, uanset om man var dansker, svensker eller franskmand, være at have ensartede regler indenfor UET (den samlede europæiske travsport).
En ensartet procentsats udbetalt til opdrætteren af alle indvundne præmier helt uagtet hvor i Europa den var vundet.
Det ville kræve at der afsættes pengene til det og ikke mindst skal der opnås enighed om det, hvilket nok er en længere proces!
Som det er nu, er de danske opdrættere dårligere stillet end vores kolleger i vore nærmeste nabolande.
Og det er i hvert fald ikke befordrende for det danske føltal..
Så i første omgang hilses selv mindre forbedringer og en længerevarende plan meget velkommen
Mikkel Stub Jørgensen,
Formand i Opdrætterforeningen.