Ingen dramatik omkring Starlet Beat
En af Hoppe Derby-kandidaterne Starlet Beat har forladt træner Jeppe Juels stald, men det er der ingen dramatik i.
– Nej, det er der i hvert fald ikke, men jeg er gået på efterløn og har derfor tid til at koncentrere mig 100% om at træne Starlet Beat herhjemme, siger ejer Bent Viborg Pedersen.
– Det bliver fortsat Jeppe Juel, der skal køre hende i løb, når hun atter skal starte. Jeg forventer at starte hende første gang i slutningen af april i Odense.
– Jeg synes at Starlet Beat har udviklet sig meget fint henover vinteren. Hun er blevet bredere bagtil og hun er blank som ål, fortsætter Bent Viborg Pedersen.
– Jeg kører 12 -13 kilometer med hende stille og roligt – i trav og så skridt, hvis hun blive for hidsig – desuden så går hun også på løbebånd.
– Mit store håb og min store drøm er at vinde Hoppe Derbyet med hende, og det vil jeg arbejde målrettet efter.
Bent Viborg Pedersen drev tidligere et stort stutteri med flere følhopper, ungheste og løbsheste, men efter en skilsmisse står der nu kun Starlet Beat og tre følhopper, der med tiden skal slagtes, på gården i Nørre Nebel.
– Jeg skal ikke have så mange heste mere, men jeg vil meget gerne finde mig en rigtig skrap 2-åring, siger Bent Viborg Pedersen, der efter en rygoperation nu er helt ovenpå igen.