Indian Summer stærk i Hamburg
Indian Summer med Birger Jørgensen kunne tage spids fra spor otte bag startvognen, og så var dét løb afgjort.
Birger Jørgensen havde søndag eftermiddag taget turen til Hamburg med to heste, Indian Summer (Juliano Star) og Simoni’s Smasher (Gills Victory).
– Det er først og fremmest Indian Summer, som turen gælder – Simonis Smasher er med som rejsekammerat, sagde Birger Jørgensen.
Og det passede meget godt.
Store, flotte Indian Summer – ja, den ligner da lidt hen af Commander Crowe, men de har jo også samme fader i Juliano Star – vandt meget sikkert i 1.13,1a/1600 m og fik 1.250 Euro i præmie. Den ejes af tyske Stall Capri, der gennem mange år har haft heste i træning i Danmark
Indian Summer leverede en pæn rekordforbedring fra 1.14.0! Den gav odds 2,30 og 1,20 i Plads.
Morten Friis var til start i dette løb med Pippi Reerstrup, der havde et fremstød ned ad sidste langside, men det ebbede ud i opløbssvinget, og parret sluttede uplaceret.
Simoni’s Smasher var med fremme til opløbet – så gik den træt og sluttede på en femteplads – en placering, der gav 100 Euro i præmie.
I morgen har Hamburg-banen i øvrigt sidste anmeldelsesdag for en række veldoterede storløb – du kan se propositionerne på dette link – klik her