Imponerende præstation af Rhea
Rhea med Heidi V Lønborg stod for onsdagens bedste præstation på Jydsk Væddeløbsbane, hvor den 5-årige hoppe tordnede banen rundt og vandt suverænt i fornemme 1.14.7a/1800 m
Bedre sent aldrig.
Sådan er med Rhea, der med afstamningen Love You og Hoppe Derbyvinderen Alfa GT, er født til noget stort.
Men selv om Rhea som unghest i glimt viste sine evner, så er det først nu, hvor hun på papiret er fyldt fem år, at hun virkelig har rullet sig, og onsdagens præstation viser, at Rhea rækker langt op i klasserne.
Vindertiden 1.14.7 var markant dagens bedste.
Fortsættelsen bliver spændende.
En anden fin præstation viste Rafolo (Love You – Farola) med John Friis, der strøg uden om feltet ned ad sidste langside, og var i spids ind i opløbssvinget og holdt sikkert løbet ud til sejr.
Sejr var der også til Aarhus-specialisten Indesign (Daguet Rapide) med Christian Lindhardt, der nu tog sin 10. sejr på banen. Indesign måtte dog strække på sig, for helt udvendigt i banen sluttede Nonis Lobell med Rene Kjær meget stærkt af.
Christian Lindhardt vandt også med den gode hoppe Rina Chen Hai (Victory Party).
Der var ikke de store overraskelser i V5- spillet, der i øvrigt blev indledt med en fin sejr til stærkt afsluttende Superpigen (Inferno Lavec) med Kent Friborg.
422 rækker fik hver 1.301 kroner.
Dagens omsætning var særdeles fornem, idet den nåede over 2 millioner kroner i de otte løb.