Imponerende double til Ismanden
Flemming Jensen dagens mand på NKI Racing Arena Aalborg med to sejre inden for V5 med hhv. No Hands (øverste foto) og Power To Elegance.
No Hands (New Quick) var nærmest som forvandlet i sin første start i tre måneder og vandt trods et hårdt løb i dødens det meste af rejsen, en sikker sejr i tiden 1.17,9/2120 meter foran Oliver Elmegård og favoritten Oat.
I hurtigklassen var Black Progress var toneangivende undervejs i stenhårdt tempo – 1.09/500 meter og 1.12/1000 meter – men måtte på de sidste meter bøje sig for en fint afsluttende Power To Elegance (Power To Charm), der gik forbi til sikker sejr i tiden 1.13,7a/1600 meter.
Power To Elegance
V5-finalen gav sejr til Christian Lindhardt og Lover’s Care (Mr Flirt), der efter føring hele vejen sejrede i tiden 1.16,4/1600 meter foran Nice Box og Nova Brogård, mens favoritten Najad Lavec måtte nøjes med fjerdepladsen i sin debut for Flemming Jensen.
Mandagens løb blev indledt med sejr til Pronto Jet (Legendary Lover K) og Morten Friis i tiden 1.19,0/2120. Efter et løb i i ryg på den førende Rose Holmager speedede parret ind på opløbet frem og henviste Pegasus til andenpladsen. Sidstnævnte var klart godkendt efter dødens hele sidste omgang.
Bent Svendsen var på pletten i 2.løb med Peter Rasmussen-trænede Peanut Butter (Varenne), der efter et løb i andet par udvendig sejrede i tiden 1.19,1/2120 meter foran Raul Epice og Pepperland.
V5-spillet blev indledt med sejr til Donato Tabac (Cromwell) med Bo Westergård i tiden 1.18,2a/2100 meter efter føring fra start til mål, og to løb senere benyttede Knud Mønster samme taktik med Patrick (Coktail Jet), der sejrede i 1.18,1a/2100 meter.