Ikke helt tilfældigt
Fin debutvinder på Jägersro tirsdag aften. Den amerikanskfødte 3-åring Roses Glory vandt sin debut for Peter Untersteiner i fornemme 1.15.9/2140 m.
1.15.9 i sin debut. Det skaber alle dage opmærksomhed.
Hvad var det så lige for en hest?
Når man ser nærmere på Roses Glorys afstamning, så forstår man bedre hvorfor hun kan gå ud og lave den præstation.
Hun er nemlig meget tæt beslægtet på to af de bedste heste, der har været i amerikansk travsport i de senere år.
Pastor Stephen 1.10.1- 1.048.697 dollars, der nu er avlshingst i Sverige samt årets Hambletonian- favorit, Father Patrick 1.09.7 – 744.057 dollars.
Pastor Stephen og Father Patrick har begge Cantab Hall som fader, og har Gala Dream som moder
Cantab Hall er efter Self Possessed, og Self Possessed er far til Spring Gala, der er moder til Roses Glory (Yankee Glide).
Spring Gala er foreløbig eneste hoppeafkom efter Gala Dream (Enjoy Lavec).
Spring Gala har startet en gang i løb og flere gange i Qualifiers uden at vise det store – ja hun er bedst noteret for 1.16.7.
Hendes første afkom efter Master Glide blev som åring solgt i Ohio for blot 4.000 dollars, men Roses Glory (Yankee Glide) kostede året efter 37.000 dollars, da den svenske træner Bjørn Noren, da der var selvstændig træner i Canada, købte hende i Lexington som agent for en svensk ejer, LGL Invest in Ôrebro AB.
Nu arbejder Bjørn Noren for Åke Svanstedt, og det kan muligvis være derfor, at Svanstedt på årets Lexington-auktion sikrede sig en lillebroder til Roses Glory efter Glidemaster ved navn Spring Bash for 23.000 dollars.
Selv om karrieren først lige er startet for Roses Glory, så kan hun været et nyt bevis på, at en stærk hoppelinje altid er værd at satse på.