Hvor langt når Indesign (fortsat)?
Indesign – der skulle have startet i aften på Jägersro, men er slettet pga. dårlige blodværdier – er med sine syv sejre på stribe godt på vej, men Kandars historiske rekord på 20 sejre i træk bliver måske aldrig slået.
Kaiser-Hansens amerikanere
Walther Kaiser-Hansen havde i 70’erne og 80’erne et stort antal amerikanertravere i stalden, bl.a. Jerard, som indledte sin karriere i Danmark med 16 sejre på stribe!
Jerard var så overlegen, at hesten flere gange startede uden for totalisatorspillet på Lunden – det er ikke set hverken før eller siden i dansk travsports historie.
En af Kaiser-Hansens konkurrenter i kampen om trænerchampionatet på Lunden i slutningen af 70’erne, Mogens Larsen, havde også mange fine heste. Han blev champion en enkelt gang (1978), bl.a. takket være Ametyst, der vandt 14 sejre på stribe.
Thai Langkildes rekord holder stadig
Mens Kandars rekord foreløbig har stået i næsten 23 år, så er rekorden for antal sejre på en enkelt sæson endnu ældre. Den lyder på 28 sejre og indehaves af Thai Langkilde, der igennem det meste af karrieren var trænet og kørt af Harald Lund.
Rekorden blev sat i 1979, hvor Thai Langkilde tog 28 sejre i 42 starter. Den 11. maj vandt han sin 14. sejr på stribe på hjemmebanen NFT, men knapt tre uger senere gik det desværre galt på Skovbo, hvor Thai Langkilde galoperede i Internationalt Pokalløb, der i øvrigt gav sejr til Wolle Søgård med amatørkusken M.J. Nielsen i sulkyen.
Thai Langkilde kom dog fint tilbage og sluttede på fjerdepladsen.
“Torpedo-Harald” var også manden bag Hermes Vangsgård, der vandt sine første 16 starter. Herefter galoperede Ronson R-sønnen som storfavorit på Skovbo d. 30. maj 1985 – inden hesten igen fik gang i sejrene og i alt vandt 29 løb i sine første 33 starter.
Hermes Vangsgård vandt i alt 55 løb.
Addison “uslåelig” i 36 år
Den første dansktrænede travhest, der nåede 20 sejre på én sæson var amerikanskfødte Addison, der i 1937 vandt 20 løb i 27 starter – 19 med Sofus Sørensen i sulkyen og en enkelt for amatørkusken Emil Hansen.
Addison’s rekord kom til at stå 36 år indtil Nikodemus forbedrede den i 1973 med 24 sejre. Den bornholmske sejrshest tangerede rekorden i 1971, men først to år senere lykkedes det altså at forbedre sejrsrekorden, der således kom til at stå i seks år inden Thai Langkilde kom på banen.
Der er et lille “men” omkring Nikodemus – der igennem det meste af karrieren var trænet af sine ejere, Vera og Hans A. Jensen, men oftest kørt af amatørkusken K.A. Falkenberg – idet det ikke har været muligt at opklare hvor mange løb Nikodemus vandt I TRÆK i sin bedste sæson. Den længste sejrsrække menes dog at være 12 sejre.
Nikodemus
Bratholms sejrsheste
Peter Bratholm fejrede man triumfer i sin lange karriere. Han var bl.a. landschampion tre gange og blev i 1968 den første danske travkusk med over 100 sejre på en enkelt sæson – helt nøjagtigt blev det til 101 sejre, takket være bl.a. Kander F med ni sejre.
Kander F vandt sine første 12 starter – samme bedrift gentog staldkammeraten O’bente June tre år senere; det er der vist ikke mange andre trænere, der kan prale af!
Hest | Sejre i træk | Periode | Kuske |
Kandar | 20 | 1988-89 | John K. Hansen |
Opus G T | 20 | 1992-93 | Vibeke Laursen (a) |
Copperscot (us) | 18 | 1983-84 | Forskellige |
Tarok | 17 | 1976-77 | Jørn Laursen (a) |
Jerard (us) | 17 | 1980-81 | Walther Kaiser-Hansen |
Treasure Ås | 16 | 1995 | Erik Berglöf |
Hermes Vangsgård | 16 | 1984-85 | Harald Lund |
Tarok | 15 | 1975-76 | Jørn Laursen (a) |
Nicolaisen | 14 | 1971 | Jens Jensen |
Ametyst | 14 | 1977-78 | Mogens Larsen |
Thai Langkilde | 14 | 1979 | Harald Lund |
Will Bee Together | 14 | 1997-98 | J.C. Jacobsen (a)/Knud Mønster |
Springfield (d) | 14 | 2001-2002 | Christian Heitmann |
O’man Bækbo | 13 | 1990-91 | Ken Ecce |
Nikodemus | 12 | 1973 | K.A. Falkenberg (a) |
Kander F | 12 | 1967-68 | Peter Bratholm |
O’bente June | 12 | 1971 | Peter Bratholm |
Surgy Hanover (us) | 12 | 1979-80 | Walther Kaiser-Hansen |
Læs også:
Historie: Hvor langt når Indesign?
Tarok er stadig nummer 1
Har vi fået alle med?
Det har ikke været noget let opgave at lave denne artikel, der i princippet omhandler 127 års dansk travhistorie. Der skal derfor lyde en stor tak til dem, som har bidraget med input til listen, der formentlig endnu ikke er komplet – så vi vil meget gerne stadig høre fra TravService.dks læsere hvis vi mangler et navn. Skriv til redaktionen på adressen henrikberg@live.dk