Hvad er det egentlig travsporten handler om?
Funderinger om hvorfor en af sportens grundstene er ved at gå bag om dansen – nemlig rekordlister. En helt privat mening følger her . og du er velkommen til at kommentere på info@travservice.dk
Torsdag eftermiddag fik jeg en forespørgsel fra det amerikanske centralforbund USTA om jeg kunne hjælpe dem med en opdatering af den liste de fører over verdensrekorder.
Listen er offentliggjort på forbundets hjemmeside, www.ustrotting.com, men skal også bringes i 2012 udgaven af The Trotting & Pacing Guide, der er en lille bog fyldt med en fantastisk masse statistikker samt fakta om amerikansk travsport.
Hvor finder man ellers en liste over travets verdensrekorder- endsige Europarekorder?
Jeg mindes, at have set sådanne lister i Elitlopps-programmet og vel også i Åbergs-programmet, men en søgning på det svenske centralforbunds hjemmeside afslørede ikke andre rekorder end de svenske.
Og da jeg fik fat i Elitloppsprogrammet, så var der godt nok nogle verdensrekorder, men i meget begrænset omfang.
Men hvad så med UET – den europæiske centralorganisation – de burde vel have en liste over i hvert fald de europæiske rekorder?
Næh, ikke at jeg kan se – og en gennemgang af årsstatistikken for 2010, der først dukkede op i oktober måned 2011, gav ikke noget resultat.
Det var vel ellers en logisk opgave for et fælles europæisk travforbund!
Så måtte jeg ty til svenske Kurt Anderssons hjemmeside – hans hjemmeside er mildt sagt fantastisk – mere end et hobbyprojekt.
Startlister og resultater fra storløb i hele verden og historikken fra disse løb – også danske.
Kurt Andersson havde en liste over verdensrekorderne, men jeg tror, at han har kopieret den amerikanske udgave – for ellers havde han vel også haft en liste over europæiske rekorder.
Jeg ved, at der kan være et problem med de franske rekorder.
I Frankrig opmåler man travbanerne 2 meter fra inderkredsen – alle andre måler dem 1 meter fra inderkredsen.
Jeg mente, at det var nedfældet i en international aftale – den med den ene meter– som så bare ikke gælder for Frankrig!
Men det er ikke tilfældet, så vidt jeg kan se.
Det kan man så undre sig over, men måske er det bare et udtryk for, at man egentlig er ligeglad med tidtagningen og dermed også de præsterede rekorder(tider) i et løb!
For mig er registreringen af rekorder noget, der hænger uløseligt sammen med travsporten.
Vi bruger det til at vurdere hestene op mod hinanden – i løb og i avl.
Så hvorfor har vi så ikke også komplette og tilgængelige lister for hhv. europa – og verdensrekorder.
Og for resten – hvor man ser man de danske rekorder – altså hvis man ikke lige tilfældigt har det sidste nummer af Væddeløbsbladets Årsrevy ved hånden.
Travsport SKAL ikke kun handle om spil!
Karsten Bønsdorf