Hoppesejr i Rom
I fredagens Gran Premio Tino Triossi på Tordivalle-banen i Rom vandt Orsia med Alessandro Gocciadoro, der slap fri fra vinderhullet 100 meter fra mål og fangede førende Owen CR med Pietro Gubellini.
Igen fik man et bevis på, at intet løb er vundet før målstregen er passeret.
Pietro Gubellini bag Owen CR (Cantab Hall) følte sig utvivlsomt sikker på sejren, da feltet gik ind i opløbet i det tradtionsrige Gran Premio Tino Triossi på Tordivalle-banen i Rom.
Han havde sendt sin hest til spids efter 500 meter kørsel, og havde siden kontrolleret løbet.
I opløbssvinget havde han Obama Gar (SJ’s Photo) med Enrico Bellei siddende udvendigt, og Orsia (Angus Hall) med Alessandro Gocciadoro i ryg.
Men da Obama Gar med lidt mere end 100 meter tilbage gik i stå blev der plads til Orsia, som Gocciadoro lynsnart trak ud, og hvis der er noget denne 4-årige hoppe kan, så er det at speede.
Orsia fløj frem og vandt med en god halv længde foran Owen CR begge i 1.13.0a/2100 m, mens Owen’s Club (Duke of York) med Andrea Guzzinatti blev nummer tre i 1.13.2 – Obama Gar fjerde i 1.13.5.
Erik Bondo-trænede On the Way Grif galoperede og opgav.
Der var 78.200 Euro i førstepræmie til Orsia, der her tog karrierens største sejr. I fjor vandt hun bl.a. Gran Premio Orsi Mangelli Filly.
Hoppeløbet med 18.400 Euro i førstepræmie tog Orleans Om (SJ’s Caviar) sig af med G. Lombardo Jr – vindertiden 1.13.5a/1600 m.