Honey Love Victory fra toptillæg
V5-spillet på Lunden blev indledt med sejr til Knud Mønster bag Honey Love Victory (Victory Party), der trods 40 meters tillæg var helt overlegen.
Som ventet var den eneste spidshest, Ominette Fønix, toneangivende fra start og Allan Neumann valgte at svare spidsen da Jan Dahlgaard kom “farende” med Tramp’s Question. Skive-træneren drev ihærdigt på sin hest, men måtte opgive sit forehavende.
Siden kom Flemming Jensen-debutanten World Of Gold frem til dødens, mens den senere vinder fik et perfekt løb i andet par udvendig med Fillippa Balance i ryg.
Ind på opløbet kunne Honey Love Victory gå frem til let sejr i tiden 1.14,9/2040 meter foran Fillippa Balance, mens en heroisk Ominette Fønx holdt tredjepladsen. Se op for sidstnævnte næste gang!
Arvid Olsen tog sig af eftermiddagens 1. løb med Obelix Østervang (Extreme Aunou), der i karrierens 15. start fik sin første sejr.
Private Flamingo var toneangivende fra start og fik efter godt 500 meter favoritten Orlando frem udvendig, mens Obelix Østervang fik en rolig start i inderbanen. Første kilometer gik efter 1.20,3.
Med 900 meter tilbage kom Obelix Østervang frem til andet par udvendig, og Arvid Olsen kunne så vente med det afgørende angreb til ind på opløbet, hvor Stald Unos 5-åring speedede frem til let sejr i tiden 1.17,7/2020 meter foran Orlando og Private Flamingo.
2. løb gav sejr til Bo Westergård med storfavoritten Barifant (And Arifant), der blev forceret til spids ud på sidste omgang og siden var helt alene på banen. Vindertiden for den amerikanskfødte 4-åring blev 1.15,4a/2000 meter og Barifant er en hest, vi kommer til at høre meget mere til fremover.