Holland har fået sin Tarok
En 3-årig traver ved navn Derek Buitenzorg er blevet et mediestunt i Holland. Den har egen Facebook- og Twitter-side, er med i en ugentlig TV-serie og den er optaget i den hollandske Hall of Fame!
Derek Buitenzorg har blot startet tre gange, og den har slet ikke vundet løb i sine tre starter, der er foregået i dette efterår, hvor den er blevet nummer to hver gang.
Alligevel er den det store samtale-emne i landsdelen Frijsland, fordi historien om Derek Buitenzorg handler om hesten som ingen ville have, og som skulle slagtes, men som alligevel er kommet til start.
Det er næsten helt H. C. Andersensk!
For to år siden var åringen Derek Buitenzorg på auktion i Holland – afstamningen med svenske Royal Gull og en moder efter franske Tenor de Baune appellerede ikke til køberne.
For sjov skyld bød et par journalister 100 Euro – 750 kroner – for hesten. Og fik den!
De har siden gjort den til et ”projekt” og Derek Buitenzorg kendes nu i store dele af Holland og har som nævnt egen fan-side på såvel Twitter som Facebook.
Hver uge har den desuden været med i reality-TV-serie på en lokal TV-station i Frijsland.
På trods af sine manglende løbspræstationer er den optaget i hollandsk travsports Hall of Fame, der også omfatter bl.a. Russel November, Action Skoatter, Yellowa m. fl. klik på link her
Der er ingen tvivl om, at der er masse af inspiration at hente i projekt Derek Buitenzorg for f eks. Marketingsafdelingen i Dansk Hestevæddeløb.