Historien om Mark Ingdam
Trav- og galopeksperten Hans “Bongo” Poulsen tegner på sin hjemmeside bongoracing.dk et åbenhjertigt og meget omfattende portræt af Mark Ingdam – en af dansk travsports største personligheder gennem tiderne, som bl.a. “opfandt” den første startvogn i Danmark, men som samtidig levede et hårdt liv og døde i en alder af blot 46 år.
Alle med interesse for dansk travsports historie kender Mark Ingdam – tredobbelt Derbyvinder og ti gange trænerchampion på Lunden – men hvem var egentlig mennesket Mark Ingdam?
Bongo har skrevet en stor artikelserie om Mark Ingdam, som han lærte at kende som teenager i begyndelsen af 60’erne, hvor nedturen forlængst var begyndt, men selvom Ingdams liv sluttede alt for tidligt i sommeren 1964, vil han for altid være husket som en af de største og mest innovative trænerprofiler i dansk travsports historie.
Som historieinteresseret travsportsskribent har jeg aldrig forspildt en chance for at få en masse “insider-viden” om Mark Ingdam, når jeg har interviewet ældre travfolk, men nu har Bongo altså skrevet HELE historien om geniet, familiefaderen og alkoholikeren Mark Ingdam – bl.a. bygget på interviews med hans sidste, nu afdøde bror, Bent Ingdam.
“Historien om Mark Ingdam” kan varmt anbefales – KLIK HER – det er fremragende læsning!