Her er den udførlige strategiplan
I fjor satte Dansk Travsports Centralforbund arbejdet i gang med at lave en strategiplan for travsporten og senere koblede Dansk Galop sig på, hvorefter det skulle udmønte sig i en samlet strategiplan for trav og galopsporten – nu benævnt Dansk Hestevæddeløb.
Det har efterhånden kostet et millionbeløb, og det der er kommet ud af arbejdet er tilsyneladende kun en udvidelse af administrationen. Nå ja, og så en pose pengene til opdrætterne i 2016, som ingen har fokus på.
Men ingen opstillede mål for Dansk Hestevæddeløb inden for de næste 3-5 år.
Det var vel det, der var meningen med at få udarbejdet en strategiplan!
Men der er heldigvis andre inden for travsporten, der har visioner, og fra Aalborg Væddeløbsforening har vi modtaget en strategi og handlingsplan, der har været arbejdet på siden 2011 og som har det overordnede mål, at banen skal være Danmarks bedste væddeløbsbane.
Der er opstillet en række klare delmål, som der bør være i en strategiplan og f.eks. så satser Aalborg-banen på at få overdraget værtsskabet af dansk travsports ældste klassiske løb, Dansk Opdrætningsløb fra 2014 med henvisning til at Nordjylland har den største koncentration af travopdræt.
Du kan læse hele Aalborgs udførlige strategiplan på dette link – klik her