Henrik Thomsen opretter fransk filial
NFT-træneren Henrik Thomsen sendte i fjor Pinocchio HJ til Frankrig i vinterhalvåret og det var en stor succes. Nu har Thomsen fået mod på at åbne en fransk filial, og har indgået aftale med svenske Sofie Aransson.
Sofie Aransson har staldplads på slottet Haras de Plessis, der ligger blot 15 minutters kørsel fra Charles de Gaulle-Lufthavnen.
Her er der store folde, lige ud bane på 2 x 1.500 meter, rundbane på 1250 m samt 1.000 meter. Der er adgang til kuperede skovveje og så er der tilknyttet en hesteklinik til stedet.
Det var i øvrigt på Haras de Plessis, at Axel Jacobsen i flere år havde sit vinter-domæne.
Pinocchio HJ er allerede på plads og startede for første gang i lørdags, hvor den blev nummer to.
Snart får den selskab af Omaha, men Henrik Thomsen modtager også gerne fremmede heste til denne franske filial – hvad enten det er løbsheste eller heste til vintertræning i det som regel mildere franske klima.