Henrik Friis: Et fællesskab i udvikling
FOTO: KM FOTO
Under sloganet Et fællesskab i udvikling skal der kæmpes på alle fronter for at sikre hestesportens fortsatte eksistens i Danmark, men iflg. Dansk Hestevæddeløbs direktør Henrik Friis er “angrebene” sat ind.
– Tipsnøglen skal genforhandles i 2014 og Kulturministeriet er i gang med at udfærdige en rapport, der kommer ultimo januar måned. Det er en tung sag, som jeg vil bruge meget tid på i den kommende tid. DGI og DIF er jo enige om, at der skal skæres i hestesportens andel, så vi har brug for alle gode kræfter, men jeg kan sige at angrebene ER sat ind, sagde Henrik Friis bl.a. i sit indlæg på Hestesportens Galla.
I forbindelse med Gallaens frokostarrangement var først Charlottenlund Travbanes direktør, Victor Feddersen, på scenen for at fortælle lidt om bl.a. Trotting Masters Final, og herefter tog Henrik Friis over med en status for hestesportens overordnede situation netop nu.
– Hestesporten skal ensrettes på nogle omrtåder, men omvendt er det også vigtigt at acceptere at der hvor vi skal blomstre, er ude på de lokale baner, sagde Henrik Friis, som er uddannet revisor – og i øvrigt ud af en af landets store travfamilier som søn af John Friis og storebror til Morten Friis.
– Vi arbejder med et slogan – Et fællesskab i udvikling – og det betyder bl.a., at der skal sættes mere fokus på initiativer for opdrættere og hesteejere i samarbejde med banerne. Mange ønsker højere præmier og det kommer også når vi får vendt udviklingen, men det tager lidt tid, selvom jeg synes der er mange positive ting i gang i øjeblikket. Vi er blevet meget mere synlige i de landsdækkende medier og det vil forhåbentlig blive videreudviklet i de kommende måneder – men vi kan ikke gøre det uden Jer!
Dansk Hestevæddeløbs 32-årige direktør understregede vigtigheden af at løfte i flok – at de lokale baner og foreninger er med til at gøre en indsats for at komme ud af krisen.
Henrik Friis gav også udtryk for, at der skal satses endnu mere på ungdommen, og brugte generelt mange “store” ord som f.eks. at være bedre og mere fokuseret, sikre gennemsigtelighed og en optimalt drevet sport, frigive resourcer, forbedre kundeservice og skabe grobund for at udvikle sporten.
– Vi er gået i gang med et generationsskifte og jeg er i gang med at sætte mit hold. Der har været nogle personalemæssige udskiftninger og der vil sikkert også komme flere, sagde Henrik Friis, som i den kommende tid vil tage rundt på de lokale baner for at skabe øget dialog om hestesportens fremtid.
Et generationsskifte betyder også forandringer på mange områder og det er forhåbentlig kun til hestesportens bedste, at man ser på tingene med “unge” øjne. De banebrydende resultater lader indtil videre vente på sig, men viljen er bestemt til stede og de kommende måneder vil vise, om hestesportens nye topledelse har evnerne til at at få sporten på ret spor igen.