Hattrick til Västerbo Mudcake
Hans Gaardahls Västerbo Mudcake (Infant du Bossis) vandt som ventet Billund Trays Hoppesprint, men fik kamp til stregen af World Of Golf.
Rene Kjær svarede uden problemer indersporet da startvognen slap feltet og afviklede de første 500 meter efter 1.11,8, hvorefter tempoet blev dæmpet til 1.14,3/1000 meter.
Paisley kom efterhånden frem til dødens, men faldt fra midt i sidste sving og så blev der plads til World Of Golf, der blev trukket ud til angreb.
Västerbo Mudcake så ud til at være på vej mod en sikker sejr, men op mod mål kom World Of Golf op i omdrejninger og kom rigtig tæt på til slut. Rene Kjær fik dog gang i sin hest, og efter en afslutning i 11-tempo de sidste 500 meter kunne storfavoritten passere målstregen som vinder i tiden 1.13,2a/1600 meter.
– Det var på forhånd min største chance på dagen, men det blev mere spændende end godt var – og man skal jo huske på at Flemmings heste aldrig er slået før målstregen er passeret. Hun blev lidt magelig op mod mål, men jeg tror alligevel der var et sekund sparet over mål, sagde Rene Kjær efter sejren.