Hårdere end ventet for Arch Madness
Trond Smedshammer havde sendt USA’s bedste ældre traver for øjeblikket, Arch Madness en tur til Pocono Downs fredag aften for at give den et let løb i kroppen inden starten i det canadiske storløb, The Maple Leaf Trot næste lørdag – men det blev ikke helt så let.
25-årige Tyler Buter havde fået overladt linerne bag Arch Madness, og han gjorde ikke noget forkert.
Men George Napolitano Jr bag Winning Mister var tæt på at snyde storfavoritten, der var spillet helt i bund til odds 1.05.
Winning Mister (Angus Hall) tog spids fra spor 3 fulgt af Neighsay Hanover, som Leif Alber som bekendt er medejer af – Arch Madness på tredjepladsen – tempoet var højt fra start – 1.06.6/400 m – men så fik Napoletano dæmpet væsentligt.
Med 600 meter tilbage gik Arch Madness frem – tempoet skruet op igen – Neighsay Hanover kunne ikke være med, og Arch Madness kunne komme ned i ryg på Winning Mister i opløbssvinget.
Ind på lige bane trak Tyler Buter den 7 år gamle Balanced Image-vallak ud til angreb.
Men det var som om, der ikke rigtigt skete noget – Winning Mister var fortsat førende – og bagfra nærmede Anders Bluestone (Yankee Glide) med Joe Pavia Jr sig – og den kom stærkt.
Det skulle imidlertid vise sig, at Tyler Buter havde situationen under kontrol, og uden de store fagter bragte han Arch Madness til sejr i 1.09.7 med hoved og hals foran Anders Bluestone og Winning Mister.
Der var 30.000 dollars i førstepræmie.
I aften, lokal tid mødes syv andre kandidater til The Maple Leaf Trot i et såkaldt “prep-race” på Mohawk – blandt deltagerne er franske Premiere Steed, der trænes af Fabrice Souloy) og skal køres af lokale Sylvain Filion.
Hoppen skal for første gang starte på Lasix.
Løbet, der har en samlet præmiesum på 50.000 CAN dollars, har den lokale trotting star, Sain Pail (San Pellegrino) med Ron Waples som storfavorit – denhar startet 8 gange i år og har vundet 7 sejre og en andenplads. Seneste sejr i begyndelsen af juli måned i årsbedste tid 1.09.5.
Startlisten ser således ud:
1. Frenchfrysvinegar (Angus Hall)
2. Four Starz Speed (Conway Hall)
3. Lucky Jim (SJ’s Photo)
4. San Pail (San Pellegrino)
5. Premiere Steed (Workaholic)
6. Define the World (Duke of York)
7. Triumphant Caviar (Sj’s Caviar)