Hamble Crown klarede det ikke
En af dansk travsports bedste heste gennem 00-erne, Hamble Crown døde i går.
Som travservice.dk kunne fortælle, så blev Hamble Crown syg forleden, og Familien Holmer måtte aflyse en planlagt biograftur.
Hamble Crown fik det bedre, men i går fik den et tilbagefald.
Mette Holmer fortæller:
– Min mor fandt ham med kolik, meget svag og uden at kunne rejse sig, på sin fold i morges. Efter at være blevet stærkt smertestillet blev han kørt til Ansager Dyrehospital, hvor han straks blev gjort klar til operation. Han døde få minutter inde i narkosen. Efterfølgende kunne man konstatere, at hans stortarme var roteret, så blodtilførsel var lukket til og tarmene allerede helt ødelagte. Han ville derfor ikke kunne have overlevet uanset.
– Det er et ekstremt stort tab for os – Hamble har simpelthen betydet uendeligt meget for os. Vi havde håbet at have ham gående mange år endnu på sin græsmark sammen med Kalia.
Hamble Crown startede i alt 80 gange i løbskarrieren og vandt 22 sejre, 12 anden- og 5 tredjepladser og i alt 2.513.989 kroner.Han satte rekord 1.11,7a/2100 meter.
Den første store sejr i karrieren kom som 4–åring, hvor Hamble Crown vandt Frosty Hanovers Mindeløb og siden Jydsk 4-årings Grand Prix. Det gjorde ham til en af storfavoritterne til Dansk Trav Derby, men her galoperede han og sluttede uplaceret.
Som 5-åring startede han bl.a. i Europæisk 5-års Championat på Vincennes, hvor det blev til en fjerdeplads i ny rekord 1.11-7a/2100 m.
Året efter havde han karrierens bedste sæson med sejr i såvel indl. afdeling som finalen i Sølvdivisionen. Han startede fem gange i Frankrig, og opnåede to sejre, to anden- og en tredjeplads – de fem starter gav alene omkring en halv million kroner i præmier, og totalt blev præmiekontoen forøget med mere end 1 million kroner.
Efter et mellemår som 7-åring, var Hamble Crown atter på toppen som 8-årig, hvor han vandt over 700.000 kroner.
De følgende år drillede problemer med benene så meget, at Hamble Crown aldrig kom tilbage på sit tidligere niveau.
Hamble Crown har været udbudt som avlshingst, men interessen for at benytte ham var meget lille.
Han har to afkom, der er åringer.
Hamble Crown havde Crowns Best som fader, og var dennes næstmest vindende afkom.
Mest vindende var Tøjeksperten og interessant nok har såvel Tøjeksperten som Hamble Crown Tarok i sin nære famlie på modersiden.
Hans moder Asics Finder er efter Buckfinder og Gyro – Gyro var efter Tarok og Napalm – to af Stald Kimas allerbedste heste.