Hallings Mindeløb til Red Hot Dynamite
Red Hot Dynamite (Enjoy Lavec) til tops i Credit Winner Otto Hallings Mindeløb i første start for Lutfi Kolgjini.
“Ludde” satsede offensivt fra startspor 7 og udfordrede fra start den indvendige Swept To Victory. Birger Jørgensen forsøgte at svare, men ud af første sving måtte den danske verdensmester slippe Red Hot Dynamite til spids.
Første 500 meter gik efter 1.13,0, men herefter fik Kolgjini dæmpet til meget beherskede 1,17,1.
Swept To Victory fik et fint løb i ryg på Red Hot Dynamite og som første hest i andet spor Derbyvinderen Magic Sisa. I næste par fulgte Quel Pin med Mars udvendig. Sinou Madrik galoperede inden startvognen slap feltet og var hurtigt ude af løbet.
Ind i sidste sving skruede Kolgjini op for tempoet, og selvom Swept To Victory fulgte favoritten til dørs da Birger Jørgensen fik angrebsplads i opløbssvinget, holdt Red Hot Dynamite hjem til rimelig sikker sejr i tiden 1.15,1a/2000 meter.