Gordon Dahl: Ingen som O’Grady
Foto Ole Hindby
O’Grady var en stjerne, og jeg tror aldrig jeg får en hest af en sådan kaliber igen!
Sådan siger træner Gordon Dahl, der onsdag eftermiddag vandt to sejre inden for V5-spillet på Nordisk onsdag på NKI Racing Arena,
– Efter min plan var det i år O’Grady virkelig skulle matches i de internationale storløb – det havde vi ligesom bygget ham op til. O’Grady var en stjernehest, og jeg tror aldrig at jeg får en hest af en sådan kaliber igen.
Men mindre kan jo også gøre det og blandt de 34 heste, som Gordon Dahl træner på Skive Trav er flere ungheste med spændende afstamninger.
Tack Nock (Lindy Lane – Flicka Trøjborg) er således lillebroder til dobbeltmillionæren Nick Nock (SJ’s Photo).
– Og den er desværre lidt lille i det, men på sigt skal det nok blive en god hest siger Gordon Dahl, der også fremhæver den 3-årige hoppe, Too Fast Shadow (The Liquidator – Tahitian Tasha) som et stort talent, som Gordon Dahl forventer, vil være med til at sætte præg på de store hoppeløb.
Det er ikke meget vi har hidtil set Gordon Dahl i sulkyen i denne sæson. Ja, de tre gange han krøb i sulkyen var hans starter nummer 5,6 og 7!
-Jeg døjer med min ryg, og sætter derfor gerne Birger Jørgensen op i stedet for mig – det vigtigste er jo, at vi får kørt nogle penge hjem, siger Gordon Dahl.
V5-spillerne kunne takke Gordon Dahl får, at udbetalingen i dag nåede op på 1.945 koner, for hans to sejre i de sidste afdelinger var begge mindre overraskelser.
Først med Randy (Abracadabrant), der var helt overlegen og sejrede afstoppet i 1.17.6/2100 m til odds 6.10.
Randy havde ikke startet siden juli måned i fjor, så man må sige, at det var et come-back med mersmag.
– Det har hjulpet at ejeren Henriette Friis Aaen har lagt træningen om, så Randy nu galoperes i sandet to gange om ugen. Det har den svaret godt for. Ganske vist gik den ikke noget særligt i et rutineløb på Skive Trav for nylig, men da havde den problemer med munden.
Mens Randy (øverste foto) var spids og slut, som kom Gordon Dahls anden vinder Race Chip (Chipmate) susende udvendigt til slut og henviste en tapper Runaway Shadow (Ganymede) til andenpladsen.
– Det var samme opskrift, som da Kasper Foget vandt et amatørløb med den i Skive i december, siger Gordon Dahl.
Herlig duel
V5-spillet blev indledt med en herlig opløbsduel, hvor 12-10- favoritten Pingus Vang med Flemming Jensen virkelig blev testet af tillægshesten Laughing Stock med Jeppe Juel.
Midt i opløbet så det ud til at kunne gå begge veje, men til slut viste Pingus Vang sig stærkest
Jeppe Juel fik revanche allerede i næste løb, hvor han akkurat klarede sejren hjem med Morten Juul-trænede Haras du Pin (indv.) i kamp med Invictus med Bo Westergaard.
Derefter vandt Rival på ny for Rene Kjær – det var fjerde sejr inden for de sidste 6 starter.
Amatørkusken Frank Sørensen indledte løbsdagen på forrygende vis, da han først vandt med debutanten Sauvignon Blance (Love You) og siden med Pincode (Love You). Pincode er kommet sent i gang med karrieren og dette var først tredje start.
JVBs Danmarkshest, Rubin Trøjborg (Earthquake) med Birger Jørgensen viste, at det var berettiget, at den var spillet ned til favorit i 3.løb, hvor den på en stærk afslutning sikrede sig sejren.
Favoritten Sinalco med Flemming Jensen var førende, men opgav ævred midt i opløbet ved galop.
Det afsluttende formløb gik til storfavoritten Kir G med Søren Kiltgård, der meget heldigt fandt plads indvendigt om Casper Jensen i opløbet.
Det kostede Casper Jensen 200 kroner i bøde for ikke at holde bane med den ind i opløbet førende Nesta.