Golden Cup til Atlantic Ås
NKI Racing Arena er i dag vært for nordisk onsdag for første gang, og 2. afdeling af Golden Cup gav sejr til Bo Westergård med Atlantic Ås (Rite On Line). Jeppe Juel fortsat i front.
“Jeg bestemmer hvem der skal ha’ føringen” udtalte Jeppe Juel inden eftermiddagens Golden Cup-løb, og dén udtalelse kom til at holde stik, da den dansk-norske træner bag I Pitstop ud af første sving overlod kommandoen til Atlantic Ås.
Dermed var meget afgjort og Bo Westergård kunne styre løbet i front med Kabir i dødens og næstfavoritten Mars i andet par udvendig. Første 500 meter gik efter 1.15 og kilometeren efter beherskede 1.17,1.
Der skete faktisk først noget midt i sidste sving, hvor Knud Mønster trak Mars ud til angreb i tredje spor, men med en afslutning af Atlantic Ås i 13-tempo den sidste kilometer, havde den tidligere Derbytoer svært ved at tage meter ind til slut.
I Pitstop kom tæt på de sidste meter, men Atlantic Ås holdt sig foran og sejrede knebent i tiden 1.15,0a/2100 meter foran I Pitstop og Hoof Beats.
Jeppe Juel fortsat i front
Andenpladsen med I Pitstop betød at Jeppe Juel holder føringen i Golden Cup – nu med 18 point foran Bo Westergård med 10 point.
Stillingen:
1. Jeppe Juel – 18 point
2. Bo Westergård – 10 point
3. Steen Juul – 8 point
4. Flemming Jensen – 6 point
4. Kent Friborg – 6 point
4. Knud Mønster – 6 point
7. Bent Svendsen – 4 point
8. Arvid Olsen – 2 point
8. Birger Jørgensen – 2 point
10. Rene Kjær – 1 point
10. Henrik Thomsen – 1 point
10. Svend Dyhrberg – 1 point
10. Ken Ecce – 1 point
10. Arne Norman – 1 point