Godt nytår!
TravService.dk ønsker alle vore læsere GODT NYTÅR!
Det nye år byder på mange nyheder – først og fremmest overtager Karsten Bønsdorf “styrepinden” som ansvarshavende chefredaktør, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske Bønse al mulig held og lykke i fremtiden med TravService.dk.
TravService.dk kan til foråret fejre 10-års jubilæum og der er unægteligt sket meget siden Martin Timm i sin tid grundlagde sitet, der bl.a. har fået nyt layout flere gange. I dag har vi i snit over 4.100 unikke besøgende og 11.000 sidevisninger pr. dag og TravService.dk har udviklet sig til en af de mest populære webportaler med fokus på dansk og international travsport.
Det har været en stor udfordring at administrere TravService.dk siden jeg overtog sitet i efteråret 2006, men det har ikke altid været let at kombinere med fuldtidsarbejde og familieliv – især når man sætter en ære i at leve op til mottoet Først med det sidste!
Det har givet både venner og fjender i en sportsgren, hvor alle kender alle – og alle har en mening om både stort og småt. Set i bakspejlet har jeg af og til været lidt for hurtig på tasterne, men det skal udelukkende ses som et udtryk for en glødende passion for travsporten. Hvis man brænder for noget, kan det ikke undgås at man kommer til at træde “modstanderne” over tæerne hvis man ikke er enig i deres handlinger og beslutninger.
Jeg mener stadig at meget burde gøres anderledes, men efter godt fem år i redaktørstolen har jeg nu valgt at overlade linerne til en af de mest kendte og respekterede hestesportsjournalister i Danmark med over 40 års erfaring. Jeg kaster ikke håndklædet i ringen – det gør man ikke efter 35 år i travsportens tjeneste – men fortsætter som skribent på deltid og glæder mig bl.a. meget til at repræsentere TravService.dk ved Hestesportens Galla næste lørdag.
Bønse kan kontaktes på tlf. 40 38 23 07 eller mail: kabo@travservice.dk
Der skal lyde en stor tak til de mange annoncører, der har bakket op omkring TravService.dk i de år jeg har stået i spidsen for sitet, og jeg håber de fortsat vil støtte Danmarks eneste uafhængige travsportssite.
Med sportslig hilsen
Henrik Berg
Tlf. 22 76 94 46 • Mail: henrikberg@live.dk