Godt nyt om Lars Piper
Næsten seks uger efter sit tragiske styrt på Skive Trav d. 3. december, er amatørkusken Lars Piper nu kommet ud af respiratoren og der er fortsat fremgang at spore.
Fredag fik Skive Trav således en “pressemeddelelse” fra Lars Pipers familie:
Lars er i dag 11. januar blevet overflyttet til Hammel Neurocenter. Vi har de seneste 3-4 uger kunnet konstatere en god og fornuftig udvikling. Lars er nu ude af respiratoren, men han er endnu i en fase hvor han har behov for rigtig meget søvn og hvile. Når han er vågen, og vi fortæller ham noget, nikker og smiler han på de rette tidspunkter, og de sidste dage er han begyndt at sige en lille smule.
På Hammel Neurocenter er Lars i de allerbedste hænder, de er specialister og arbejder med Lars’s genoptræning.
Vi er positive, vi ved det kommer til at tage meget lang tid, men vi kan se en god udvikling, som vi er overbeviste om vil fortsætte.
Fra sine sygeseng kan Lars Piper i øvrigt glæde sig over, at året blev indledt med en flot sejr til Rockefeller d. 6. januar i Billund, hvor hesten blev kørt til sejr af Bent Svendsen. Skive-træneren kører indtil videre Lars Pipers heste, der trænes af en nu fhv. Skive-træner, Leif Jokumsen.