God handel for Knud Mønster
Knud Mønster gjorde en god handel, da han tidligere på året købte sejrshesten Rocky P H af sin hesteejer, Kirsten Draiby. I dag tog Earthquake-sønnen sin 11. sæsonsejr. Dermed er den 5-årige vallak den oftest sejrende hest i Danmark i år.
Rocky P H besidder en imponerende speed og meget få heste i klassen op til 310.000 kroner kan følge med, når Knud Mønster “trykker på speederen” – således også i dagens 3. løb på Lunden, hvor Rocky P H blev forceret til spids ud af ørste sving, hvor Flemming Jensen tog op i Mr Arkansas Rose, og så var løbet reelt afgjort.
Rocky P H holdt siden farten til sikker sejr i tiden 1.13,6a/2000 meter og med en førstepræmie på 30.000 kroner nu har tjent tæt på 330.000 kr.
– Han er jo rimelig hurtig fra start og jeg satsede på at Flemming ville slippe. Siden blev det let og han havde lidt kræfter sparet over mål, sagde Knud Mønster, som købte Rocky P H i midten af marts måned.
– Opdrætteren og ejeren ville gerne sælge og havde et bud fra en norsk hesteejer, men jeg sagde til hende, at jeg ville prøve at finde en hesteejer i stalden, der kunne overtage Rocky P H. Det lykkedes imidlertid ikke og så købte jeg ham selv til samme pris, som Kirsten havde fået tilbudt fra Norge.
– Næste opgave bliver formentlig på Jägersros Derbydag næste søndag. Han er dog i dag røget over grundlaget i det løb, jeg helst ville starte i, men han er også meldt i et andet løb, så det håber jeg han kan komme med i, siger Knud Mønster, som også var på pletten med Razor Blade (Trophy Catch) efter føring stort set fra start til mål. Her kom storfavoritten Ostron frem til dødens med 750 meter tilbage, men galoperede midt i sidste sving og så var dén dag ødelagt for Flemming Jensens hest.
Vindertiden for Razor Blade – der tog sæsonens sjette sejr – blev 1.14,0a/2000 meter.