God aften for Jensen
Træner Kaj Jensen havde en god aften på Billund Trav, hvor han kunne noteres for tre staldsejre – alle med tre-åringer. Også avlshingsten Great Challenger havde en fin aften med fire vindere.
Rene Kjær var kusken bag programmets to første Kaj Jensen-trænede vindere.
Debutanten Tohio Gilbak (Great Challenger) leverede en fint indtryk, da den sejrede i 1.18.9/2000 m – Som navnet næsten antyder, er den helbroder til den gode Ohio Gilbak 1.13.4 – 300.000 kr.
Derimod var det fjerde start og første sejr for næste Kjær/Jensen-vinder, Take it All Easy (Quite Easy), der sejrede i 1.18.7/2000 m.
Jeppe Juel var i sulkyen bag Kaj Jensens tredje vinder, Twilight D (Great Challenger), der nu vandt sin 4. sejr i otte starter. Vindertiden 1.17.5a/1900 m.
Jeppe Juel vandt som Rene Kjær også to løb, idet han senere i programmet bragte svenskfødte Lipstick Jungle til sejr i Jacob Sandgravs Vandrepokal i 1.15.3a/1900 m.
Lipstick Jungle er en 4-årig Varenne-datter som Carsten S Nielsen (CN-hestene) købte på den svenske opdrætterforening ASVTs internetauktion i januar måned i år for 75.000 SEK-
Det var tredje start i Carsten S Nielsen-regi og første sejr.
Også Knud Mønster dobbeltsejrede.
Først med Sindy Shadow (Lindy Lane) og siden med Phantom Langborg (Great Challenger).
Great Challenger havde også en fin aften med ikke færre end fire vindere. Udover 3-åringerne Tohio Gilbak og Twilight D sejrede såvel Spider Bee og Phantom Langborg.