Gitte Larsen-duo dyster i Golden Cup
Gitte Larsen – den ene af Danmarks to kvindelige professionelle travtrænere – kan blive den store triumfator i dagens Golden Cup-løb på NKI Racing Arena Aalborg, der ligner et opgør mellem staldkammeraterne Ninja Roland og O J Simpson.
– Ja, det ville da være dejligt hvis det kunne lykkes, siger Gitte Larsen.
– Ninja Roland er en fantastisk hest med et fantastisk væddeløbshoved – en hest, der “kniber ballerne sammen” når hun når mælkesyretærsklen. O J Simpson er mere sensibel; han bryder sig ikke om at få skidt i hovedet og bliver lidt nervøs. Efter tre sejre på stribe var han kun nummer fem sidst, men fik ikke det bedste løb og gik klart godkendt. Ikke noget negativt at sige om den præstation.
Gitte Larsen har selv opdrættet Ninja Roland, men det var tæt på at Kassio Rolands helsøster aldrig var kommet til start.
– Hun var halt hele 3-årssæsonen og vi troede faktisk at hun aldrig kom til start. Vi forsøgte derfor at forære hende væk som følhoppe, men der var ingen, der ville ha’ hende, så enten skulle hun slagtes eller i gang med at træne. Vi begyndte derfor at køre med hende selvom hun var og stille og roligt fik vi bygget nogle muskler på hende. Pludselig var hun prøveløbsklar og siden er det gået slag i slag, fortæller Gitte, som i øvrigt understreger at Morten Størup ikke er sat af som kusk bag hverken O J Simpson eller Ninja Roland.
– Morten er den kusk, der har vundet flest løb og indkørt flest penge med mine heste, så det kan jeg ikke klage over. Han stod faktisk også som kusk til Ninja Roland indtil kort før startmelding, men så syntes jeg at Rene Kjær skulle ha’ en fin chance for at vinde månedskonkurrencen i Golden Cup. På det tidspunkt var Knud Mønster allerede hyret til O J Simpson – derfor blev det sådan denne gang.
– Vi starter også Ozzy L L, men det er ikke noget for spillerne. Den driller meget; nogle gange lykkes det og andre gange gør det ikke.
Den røde løber snart klar igen
Gitte Larsens hidtil bedste hest, Kassio Roland (1.11,2a-1.413.000 kr), har holdt en lille pause siden den senest start på Åby d. 11. august.
– Han er blevet repareret lidt efter seneste start, men skaden fik han faktisk forrige gang på Lunden pga. den hårde bane. Han får nu lidt fri og kommer igen om to-tre uger, men vi har ikke noget konkret løb i kikkerten, siger Gitte Larsen, som glæder sig over at Kassio Rolands helbror Run Baby Roland er klart til start.
– Run Baby Roland blev godkendt forrige mandag i Aalborg på 1.19,1/2140 meter og er en meget spændende hest. Han blev godkendt med kræfter i behold, så nu skal vi bare ha’ fundet en passende opgave til debuten. Han får et par starter her i efteråret og så kommer han ellers for alvor næste år, hvor han er meldt i alt.
Stalden tæller pt. en enkelt 2-åring, Simply Red (hingst e. Kassio Roland-Debbie Løjbjerg), der er Kassio’s første afkom. En fin hest, der har været på banen og han tegner lovende, men kommer først til start når bøgen springer ud næste forår, siger Gitte.