Girlpower i Aarhus
Heidi Vægter Lønborg brillerede på årets første løbsdag på Jydsk Væddeløbsbane ved at vinde to af løbene i V65-spillet.
Heidi V. Lønborg – gift med Henrik Lønborg -kunne dårligt forestille sig en bedre indledning på travsæsonen 2013 end den hun fik søndag eftermiddag på Jydsk Væddeløbsbane.
To sejre i tre starter!
Fornemt!
Og den tredje start kastede en placering af sig.
Heidi V. Lønborg vandt begge sine sejre inden for V65-spillet.
Først med Rhea, som hun har lejet af opdrætteren Bent Lindhardt.
Rhea er efter Love You og Hoppe Derbyvinderen Alfa GT, og har endnu ikke levet op til sin fornemme afstamning, men måske er Heidi bare kusken til den!
I hvert fald var det en topfin præstation den ellers ustabile Rhea leverede her på et meget hurtigt banelegeme.
Der er også afstamning udover det sædvanlige på Heidis anden vinder, Rich Man. Den er efter Andover Hall og en Muscles Yankee-hoppe, hvis moder er søster til Hambletonian-vinderen American Winner m.fl.
Rich Man har ikke just levet op til hverken sit navn eller afstamning, men måske var det et vendepunkt i dag, hvor karrierens anden sejr i kom i hus.
Og for Heidi smagte sejren sikkert lidt sødere, for på en god afslutning nåede hun med Rich Man forbi gemalen Henrik, der ellers lignede en vinder med Silhuet midt i opløbet.
Rich Man ejes af Jysk Telefon Travklub, der efterhånden har bestået i mere end 20 år.
I dag er der 145 medlemmer, der hver betaler 50 kroner om måneden i kontingent.
Rich Man er pt staldens eneste hest.